Flere undgår huller i tænderne i Aalborg

De unge i Aalborg Kommune er blevet bedre til at passe på deres tænder. To ud af tre 15-årige har ingen huller i tænderne, og antallet af alvorlige tandskader er faldet.

Antallet af 15-årige i Aalborg Kommune, som ikke har nogle huller i tænderne, er steget med cirka 15 procent. Det betyder, at to ud af tre 15-årige har helt sunde og raske tænder. Det viser en ny statistik fra Sundhedsstyrelsen.

Unge med mange huller i tænderne er faldet fra 10 procent til fire procent, og derudover er der også færre, som får alvorlige tandskader end for fem år siden.

- Nøglen til de gode resultater er en differentieret indsats. Der er i øjeblikket meget fokus på ulighed i sundhed. Tandplejen har netop som mål, at uligheden i tandsundheden mindskes. Derfor tilrettelægger alle vores klinikker intervallerne mellem de egentlige undersøgelser og den nødvendige forebyggende behandling helt individuelt, forklarer Pia Clemmesen, der er overtandlæge. 

Tandplejen kan gå ind og forebygge huller tidligt, hvis de kan se, at der er huller på vej. Statistikken fra Sundhedsstyrelsen viser, at tandsundheden på alle årgange i Aalborg er bedre end på landsplan.


Seneste nyt

fra Nordjylland