Flere voldssager i nat: To polakker anholdt i Aalborg

To polakker blev i nat anholdt i Aalborg efter at have overfaldet en mand.

Kl. 00.56 natten til søndag anholdt Nordjyllands Politi to polakker på henholdsvis 46 og 54 år i Kattesundet i Aalborg i forbindelse med en voldssag. Ifølge vidner havde de to både slået og sparket en 28-årig mand fra Aalborg, det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det er lige nu ukendt, hvad der førte til, at de to angreb den 28-årige mand. De skulle dog kort forinden hændelsen have opsøgt slagsmål flere gange i Jomfru Ane Gade. Politiet oplyser, at de skal afhøres, når de bliver ædru. Der vil senere blive taget stilling til en eventuel fremstilling.

Senere på natten blev en 34-årig mand fra Nørresundby så anholdt på Mallorca Bar på John F. Kennedys Plads. Han blev anholdt klokken 05.48, efter han havde begået vold mod en dørmand. Det oplyser Nordjyllands Politi. Politiet ved endnu ikke, hvad der førte til uoverensstemmelserne. Manden er blevet sigtet for vold. Han vil blive afhørt og løsladt, når han er ædru.


Seneste nyt

fra Nordjylland