Fly fra Aalborg måtte lande i København med kun én motor tændt

Et Norwegian fly ramte lørdag en fugl på ruten mellem Aalborg og København.

Ruten mellem Aalborg og København i fly plejer normalt at være ovre, inden man har bemærket det, men lørdag gik der fjer i maskineriet på den ellers fredelige flyvetur.

Et Norwegian fly, der lørdag skulle fra Aalborg til København, fik en fugl i den ene motor under flyveturen.

- Så er standard proceduren, at piloten slukker for den motor, der er ramt og flyver flyet videre med en slukket motor, siger pressechef i Norwegian Andreas Hjørnholm til TV2 Nord.

Flyet landede efter standard proceduren sikkert i København med den ene motor slukket.

Passagerer tog det roligt

En del af proceduren er, at kaptajnen og flyets øvrige personale informerer flyets passagerer om, at en fugl har ramt den ene motor, og de derfor bliver nødt til at slukke den, men den besked tog passagerne ifølge pressechefen med ophøjet ro.

- Alle passagerer tog det med ro, som jeg har fået det oplyst. Man kan ikke mærke forskel som passager, siger Andreas Hjørnholm.

Pressechefen oplyser også, at det af og til sker, at en fugl rammer en af flyvernes motorer, men at det, som tilfældet også var lørdag, ofte sker uden dramatik.


Seneste nyt

fra Nordjylland