Direktør for flyselskab roser piloterne på flyet.
I blot syv minutter nåede det lille Cessna-fly at være i luften. Flyet med afgang fra Aalborg lørdag 12.36 måtte vende om, da der blev konstateret røgudvikling. Fire personer blev efterfølgende sendt til lægetjek.
Bjarne Jakobsen, der er administrerende direktør i North Flying bekræfter hændelsen over for TV2 Nord.
- Vi havde et fly, som skulle til både Tyrkiet og efterfølgende Grækenland for at hente patienter. Det var nødt til at sikkerhedslande, da piloterne kunne konstatere røg i cockpittet.
Røgen kom fra flyets aircondition. North Flying er dog ikke helt sikre på årsagen og samarbejde med Havarikommisionen om at finde frem til, hvorfor det skete.
North Flying
North Flying i Aalborg Lufthavn er Skandinaviens største taxiflyselskab med 12 jetfly og turbopropfly. Fra 6-8 personers business-jets af typen Lear Jet og Cessna Citation til større Metro turbopropfly med 18 til 23 sæder.
North Flying flyver verden over med alt fra kronede hoveder, ministre og norske oliesheiker til forretningsfolk, sportsfolk, embedsmænd og skotske og norske olieborebisser fra Nordsøen. Dertil kommer ambulanceflyvninger med syge og tilskadekomne turister.
Kilde: Aalborg Lufthavn
Bjarne Jakobsen betegner episoden om relativt ”udramatisk” og roser piloterne.
- Piloterne gjorde nøjagtigt, som de skulle. De analyserede situation, da de konstaterede røgen og tog den rigtige action. De afbrød flyvningen og meldte til kontroltårnet, at de ønskede at sikkerhedslande.
- Lige så snart, piloterne opdagede røgen, tog de iltmasker på indtil landingen. Røgen blev også mindre og mindre i løbet af landingen, fortæller Bjarne Jakobsen.
De to personer, der opholdt sig i kabinen, er blevet udskrevet efter lægetjek på sygehuset, da der kun vaar røg i cockpittet, fortæller direktøren.
- Piloterne skal være til observation i 24 timer, men det har det fint. Jeg har talt med dem.