FOA: Ikke acceptabelt at p-vagter risikerer overfald
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Fagforeningen FOA ønsker at komme overfald på p-vagter til livs. Derfor er de klar til at gå ind i arbejdet for at styrke p-vagternes sikkerhed.
En p-vagt blev natten til lørdag overfaldet af fire mænd, da han var på arbejde i det centrale Aalborg. Fagforeningen FOA ser på episoden med stor alvor og kaster sig nu ind i kampen for at forbedre p-vagternes sikkerhed.
- Desværre oplever vi, at trusler og chikane er hverdag for p-vagter. Det er en helt uacceptabel udvikling, at en p-vagt ikke kan passe arbejdet uden risiko for at blive overfaldet. P-vagten, som blev overfaldet, satte liv og helbred på spil, og det må aldrig blive hverdag for nogen, siger sektorformand Peter Ottosen fra FOA Aalborg i en pressemeddelelse.
FOA oplyser, at p-vagten, som blev overfaldet i weekenden, er blevet tilbudt psykologhjælp igennem sin arbejdsgiver. Fagforenigen står klar til at yde ham yderligere hjælp, hvis han har pådraget sig en arbejdsskade som følge af overfaldet.
FOA Aalborg er også klar til at gøre mere for at hjælpe med at forebygge lignende episoder som den, der udspillede sig i Aalborg i weekenden.
- Vi vil gerne sørge for, at p-vagterne er bedre rustet til at håndtere de situationer, de står i på gaderne, så de undgår at blive overfaldet både fysisk og verbalt, siger Peter Ottosen til TV2 Nord.
Sektorformanden mener, at FOA eksempelvis kan yde både faglig og økonomisk støtte til at give p-vagterne en bedre uddannelse, så de blandt andet er bedre til at løse konflikter og ved, hvordan de skal agere i forhold til de potentielle farer, der kan møde dem i gadebilledet.
Se indslaget om weekendens overfald her: