Fodbold på storskærm: AKKC arrangerer sommeraktiviteter i Aalborg

Kildeparken danner i sommermånederne rammerne om et væld af aktiviteter for alle aldre.

Der er lagt op til fest, farver og summen af liv i Kildeparken i Aalborg til sommer.

Aalborg Kongres og Kultur Center er nemlig gået sammen med Aalborg Karneval om projektet: Sommer i Kilden. Et sommerevent, der skal tilbyde aalborgenserne oplevelser i Kildeparken i juni og juli måned.

Det er ikke alle aktiviteter, der er offentliggjort endnu. De to arrangører kan dog afsløre, at der fra 31. maj vil blive mulighed for at deltage i en enorm fodboldfest, når det danske fodboldlandshold skal spille tre indledende EM-kampe den 12., 17. og 21. juni. Her vil der blive opsat en storskærm og en bar.

- Vi kan jo ikke alle sammen komme i Parken, men vi kan komme i Kildeparken, og så kan vi i stedet have fodboldoplevelsen og det grønne græs her, siger Nicolaj Holm, der er direktør i AKKC.

Corona er med i planlægning

Selvom der er et par måneder til, at sommerarrangementerne efter planerne skal løbe af stablen i Kildeparken, så har corona-epidemien alligevel spillet en rolle i planlægningen.

- Lige nu kender vi de retningslinjer, der er i forhold til corona. Vi har set på, om vi kan afholde eventet, så vi lever op til de krav, der er. Og det kan vi med de her arrangementer, som det ser ud nu, siger Nicolaj Holm.

Udover fordboldarrangementet er der også andre arrangementer i vente for nordjyderne. Comedy, teater, fredagslounge, musikalske lørdage, legeaktiviteter, mens familiearrangementer for mindre børn også er blandt oplevelserne på det store sommerprogram.

Skulle corona og et højere smittetal forsøge at spænde ben for sommerarrangementet, så er der også lavet en plan B, fortæller direktøren for AKKC.

- Hvis det pludselig ændrer sig, må vi jo tilpasse os. Men vi er efterhånden blevet verdensmestre i at tilpasse vores arrangementer til de krav, der er. Det har vi gjort med mange ting, siger han. 

Det fulde program vil blive offentliggjort løbende af de to arrangører. Der vil ligeledes blive åbnet en selvstændig hjemmeside; Sommer i Kilden, hvor man vil kunne følge med i aktivitetskalenderen. På hjemmesiden vil der også være mulighed for at købe billetter til de arrangementer, som ikke ikke er gratis for publikum.


Seneste nyt

fra Nordjylland