Før vinterens storme: Kystsikring med pil repareres

Enderne af pilekystsikringen ved Nr. Lyngby er lige nu ved at blive repareret.

Den biologiske kystsikring ud for Nr. Lyngby er lige nu ved at få en make-over. Sidste vinters storme var hård ved enderne af kystsikringen, så derfor skal de styrkes, inden den næste sæson af hårdt vejr ved Vestkysten sætter ind.

- Vi har fundet ud af, at dele af kystsikringen blev sat for sent. Det har betydet, at sandet ikke har nået at lægge sig ordentligt over pilen, og det svækker den, fortæller Vibe Gro fra Pilebyg, som står for kystsikringen.

Med de erfaringer i rygsækken er Pilebyg derfor i gang i god tid med at reparere begge ender på kystsikringen med frisk pil.

Og selvom enderne har taget skade, så er skræntfoden bagved stadig intakt, så kystsikringen har virket efter hensigten, fortæller Vibe Gro.

Reparationsarbejdet fortsætter resten af ugen.


Seneste nyt

fra Nordjylland