Føler sig kørt over af kommunen: Vil anlægge vej på fredet grund
En grundejerforening i Aalborg er godt sure på kommunen, der har planer om at anlægge en vej gennem en fredet skov ind til et nybyggeri.
En ny vej skal danne passage ind til et nybyggeri, og det er Sofiendal Enge Grundejerforening i Aalborg godt og grundigt trætte af. Tilkørslen til engen, hvor de mere end 500 nye huse skal bygges, går nemlig igennem en fredet skov. En skov, der fungerer som rekreativt område og støjdæmper for beboerne.
- Selvfølgelig er vi kede af at noget af vores grønne område bliver lavet om til en vej, men den trafik vi færdes i til daglig, den bliver bare endnu være at færdes i. Det virker ikke, som om der er en plan for det, eller at der overhovedet er overvejet, hvad det gør ved området, lyder det fra Ole Thomsen, der bor i Sofiendal Enge.
I en lokalplan anslår kommunen, at flere tusinde biler dagligt vil anvende vejen.
- Man har ikke været ude i området og se, om det er hensigtsmæssigt at ligge vejen lige, hvor de har tænkt sig at ligge den. Det det er vi meget utilfredse med, fortæller Jette Steffensen, bestyrelsesmedlem i grundejerforeningen Sofiendal Enge.
Hos Danmarks Naturfredningsforening kan de sagtens forstå beboernes utilfredshed.
- Det er dårligplanlægning, at når man laver en ny udstykningsplan et sted, hvor der er en fredsskov. Man burde køre uden om den og lade den ligge. Vi er kede af, når man tager fredsskov, for der er jo en ide i at have skoven, det er jo så vi er sikre på, den er der til fremtiden, og det er jo tanken med en fredsskov, siger Thorkild Kjeldsen, der er næstformand hos Danmarks Naturfredningsforening.
Grundejerforeningen har sendt deres indsigelse af sted til politikerne. Lokalplanen er i høring indtil 23. juni.
Rådmand for by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune Hans Henrik Henriksen ønsker ikke at udtale sig i den konkrete sag. Han skriver til TV2 NORD, at det er i respekt for den politiske proces, der er i gang.