For første gang i Nordjylland: Sydafrikansk mutation fundet i Lindholm

Den sydafrikanske mutation er for første gang blevet konstateret i Nordjylland. Mutationen har muligvis nedsat følsomhed overfor nogle af vaccinerne.

For første gang er den sydafrikanske mutation fundet hos en borger i Nordjylland. Det bekræfter overlæge Charlotte Hjort, der er enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed overfor Nordjyske Medier.

Hun skriver i en mail til mediet, at tilfældet er fundet hos en borger i Lindholm i et boligområde, hvor der har været et udbrud af smittet de seneste dage. 

- Styrelsen for Patientsikkerhed er på nuværende tidspunkt orienteret om, at der i det pågældende område på nuværende tidspunkt er tale om ét tilfælde af smitte med den sydafrikanske variant, skriver Charlotte Hjort til Nordjyske Medier.

Mutationer kan vanskeliggøre bekæmpelse af virus

Myndighederne har længe frygtet, at mutationer fra andre dele af verden skal vinde frem i smitten i Danmark. Mutationer kan både være mere smitsomme, som var tilfældet med den britiske mutation. Men de kan også have nedsat følsomhed overfor vaccine, som man frygter med den brasilianske mutation. 

Ifølge netmediet Videnskab.dk er der mulighed for, at denne sydafrikanske mutation både er mere smitsom, og at den har nedsat følsomhed overfor de antistoffer en vaccineret eller tidligere smittet person bærer i kroppen. 

Helt lavpraktisk betyder det altså, at hvis den sydafrikanske mutation spreder sig, kan det muligvis få konsekvenser for, hvilke vacciner der er effektive redskaber mod smittespredningen. 

I Sydafrika estimerer man, at 80 procent af befolkningen er smittet med den særlige sydafrikanske mutation. Derfor har Sydafrika stoppet vaccinationen af deres borgere med vaccinen fra AstraZenica, da den vaccine ser ud til at være mindre effektiv mod den sydafrikanske mutation. 

Det er dog endnu ikke endeligt påvist, om eller i hvor høj grad den sydafrikanske mutation er mindre følsom overfor antistoffer.

Smitteopsporing intensiveres i området

Ifølge Charlotte Hjort bliver smitteopsporingen intensiveret, for at forsøge at inddæmme smitten med den sydafrikanske mutation.

- Når Styrelsen for Patientsikkerhed af Statens Serum Institut bliver orienteret om, at der er konstateret smitte med eksempelvis den sydafrikanske variant, foretager Styrelsen for Patientsikkerhed intensiveret smitteopsporing. Styrelsen kontakter i første omgang både den smittede og den smittedes nære kontakter igen. Herudover kontakter styrelsen også de nære kontakters nære kontakter, skriver hun til Nordjyske Medier.

Til borgerne i området anbefaler Charlotte Hjort at følge de samme gældende retningslinjer, som i resten af landet. Altså spritte hænder ofte, sørge for hyppig rengøring, samt at holde afstand til andre personer. 

Personer i området opfordres til at lade sig teste og gerne to gange om ugen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland