Forbipasserende troede, det var et lig - nu sætter ejeren ord på misforståelsen
Foto: (Privatfoto)
Da Emma vågnede stod der pludselig en politimand på en stige ude foran vinduet.
Emma With Bødker fik sig mandag noget af et chok, da hun vågnede. Ude foran hendes stuevindue i Aalborg Vestby så hun nemlig en mand iklædt sort polititøj.
Hun holdt fest søndag i sidste weekend og erkender, at de måske fik en anelse for meget at drikke. Ved 2-tiden blev gæsterne sendt hjem, og her gik Emma With Bødker også selv i seng.
- Da jeg vågnede, troede jeg, at der var nogle i min lejlighed, fordi det larmede helt vildt. Så jeg sprang op og fik morgenkåbe på, og det første jeg så, det var bare en sort sæk ude foran mit vindue, så jeg tænkte, hvad 'Leif' lavede der, forklarer Emma With Bødker.
Årsagen til at politiet var ankommet til lejligheden var, at der hang en kropslignende genstand ud ad Emma With Bødkers vindue, som for nogle lignede et lig i en sort sæk. Og det er netop den sorte sæk, som Emma With Bødker selv omtaler som 'Leif'.
- Leif opstår til halloween sidste år, da min søster og jeg holder en halloweenfest. Vi havde set, at man kunne lave sådan en bodybag ud af flasker og sorte sække, så det er i den forbindelse, at han bliver lavet, forklarer hun.
Forbereder sig på voksen-skældud
Da det går op for Emma With Bødker, at 'Leif' er blevet hængt ud ad vinduet i løbet af søndagens fest, skal hun lige bruge et øjeblik på at bearbejde situationen.
- Jeg tager tøj på bagefter, da jeg er ret sikker på, at politiet vil komme og give mig voksen-skældud, men da jeg så kigger ud igen, så er de væk, og så hænger der kun et lille bitte stykke af 'Leif', forklarer hun.
Hun finder efterfølgende ud, at det er en af hendes kammerater, der har hængt 'Leif' ud ad vinduet i løbet af festen.
- Og han har fået skældud for det, fortæller hun.
Enden på Leif
Efter 'Leif' blev lavet sidst i oktober sidste år, har han efterfølgende været en del af mange fester og stunder - blandt andet nytår, hvor han sad med til bords.
- Folk har syntes, det var skideskægt. Der er blevet taget billeder med ham og danset med ham, forklarer Emma With Bødker.
Det var egentlig meningen, at 'Leif' snart skulle ned og bo i hendes søsters kælder, men Emma With Bødker har holdt så meget af ham, at hun valgte, at han skulle blive boende ved hende.
- Jeg kan se på billeder, at politiet har dumpet ham ved affaldscontainerne, så han lever ikke længere, konstaterer hun og tilføjer.
- Jeg har faktisk planer om at holde en begravelse for 'Leif', for det fortjener han, griner hun.
'Leif' vil også blive mindet allerede i dag, fredag.
- Jeg skal holde en fest i dag, hvor de fleste af deltagerne kender ham, så der tager vi et minuts stilhed for 'Leif', afslutter Emma With Bødker grinende.
Nordjyllands Politis vagtchef Thomas Ottesen bekræfter fredag over for TV2 Nord, at politiet modtog en anmeldelse om det, som den forbipasserende betegnede som en kropslignende tilstand. Ifølge vagtchefen fik politiet hjælp af viceværten til at pille den gamle pantpose ned.