Formodede narkosmuglere varetægtsfængslet
Foto: Bruno Stagsted
Nordjyllands Politi anholdt i går tre mænd i Aalborg, mistænkt for omfattende narkosmugling. Alle tre blev i dag varetægtsfængslet i fire uger efter et lukket grundlovsforhør.
Tirsdag eftermiddag slog Nordjyllands Politi til i en anholdelsesaktion i Aalborg. Klokken 14 anholdte tre betjente tre personer, som man mistænker for at smugle narko ind i Danmark. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De tre anholdte er mænd bosiddende i Aalborg, og de er henholdsvis 19, 22 og 28 år gamle.
Onsdag formiddag er de tre mænd blevet fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Anklagemyndigheden havde anmodet om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning i sagen.
Amfetamin og ecstasy-piller smuglet
De tre anholdte er sigtet for at have indørt 4,2 kilo amfetamin og cirka 1.000 ecstasy-piller til Danmark med henblik på videreoverdragelse.
Straffeloven
Mændene er sigtet for at have overtrædt Straffelovens § 191.
Den, som i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer, straffes med fængsel indtil 10 år. Angår overdragelsen en betydelig mængde særligt farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen af et sådant stof i øvrigt haft en særligt farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 16 år.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer indfører, udfører, køber, udleverer, modtager, fremstiller, forarbejder eller besidder sådanne stoffer med forsæt til at overdrage dem som nævnt i stk. 1.
Kilde: danskelove.dk
- Der er tale om et stort beslag af narkotika, siger politikommissær Casper Jacobsen, der er leder af efterforskningen ved Nordjyllands Politi, og han tilføjer i næste åndedrag:
- Derfor er vi tilfredse med, at alle anholdte nu er varetægtsfængslede i fire uger.
Nordjyllands Politi kan ikke udtale sig yderligere i sagen, idet retsmødet blev afholdt for lukkede døre.
Efterforskningsarbejdet i sagen fortsætter i den kommende tid.