Forretningsfolk jubler: Aalborg åbner 27 hotellejligheder
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Lejlighederne er tiltænkt forretningsfolk, der skal være i byen gennem længere tid. Allerede nu er en fjerdedel af boligerne på Venøsundvej besat.
De første hotellejligheder i Aalborg er nu færdigbygget og officielt taget i brug for få uger siden. Det glæder byens mange tilrejsende forretningsfolk, som er flittige brugere.
- Det er så let. Man kommer, pakker nogle få ting ud, og så har man alt. Vi føler os hjemme her lige fra start. Det er nemt, rent og fint møbleret, siger Kaiser Konstantin.
Sammen med sin kollega Andres Opalenik er buschauffører på den nyåbnede Flixbus mellem Aalborg og Berlin. Det var deres arbejdsgiver, der fandt frem til de nye hotellejligheder i Aalborg.
København, Aarhus og Odense har indtil videre været ene om at tilbyde hotellejligheder. Nu er Aalborg også med - i første omgang med 27 boliger.
- Det er jo med til at løfte os op internationalt. Vi har Novi, GomSpace, regionshuset, og snart har vi 7500 arbejdspladser på det nye supersygehus, som ligger lige her rundt om hjørnet, siger John Andersen, der er investor i Aalborg Hotel Apartments.
Det er så let. Man kommer, pakker nogle få ting ud, og så har man alt. Vi føler os hjemme her lige fra start. Det er nemt, rent og fint møbleret.
Kaiser Konstantin, beboer
Man føler sig hjemme
Investoren har selv været træt af at skulle finde bolig under længere ophold i udlandet, og nu kan han tilbyde en hotellejlighed i sin egen hjemby.
- Her kan man lave sin egen mad, man kan vaske tøj, og man er fri for at skulle på morgenrestaurant hver eneste dag. Og så er man fri for at skulle have pizzaer til aften, siger John Andersen.
Han kan sagtens genkende situationen selv.
- Man har brug for at bo rigtigt, når man er ude for ens arbejdsplads i flere uger eller måneder ad gangen. Og her bor man rigtigt. Alle har hver deres wifi med lynhurtigt internet. Der er fladskærme i soveværelset og i stuen. Og der er borde, man kan sidde og arbejde ved.
Sygehuslægen, programmøren fra Indien eller vingebyggeren på Siemens finder typisk frem til Aalborg Hotel Apartments via internettet.
- Og så har vi selvfølgelig også et opsøgende arbejde i forhold til de virksomheder, der har meget aktivitet her i Aalborg, siger Thor Bastholm, hotelmanager i Aalborg Hotel Apartments.
Man har brug for at bo rigtigt, når man er ude for ens arbejdsplads i flere uger eller måneder ad gangen. Og her bor man rigtigt.
John Andersen, investor
Hotellejligheder er sikre at bo i
Thor Bastholm afviser lighed med overnatningskonceptet Airbnb, hvor folk bor til leje i private lejligheder eller huse.
- En airbnb-lejlighed er jo privat, så der vil altid være en vis usikkerhed forbundet med at bo der. Hotellejligheder har også den fordel, at folk indretter sig og sætter deres personlige præg på stedet. Det ser vi, at de gør, siger hotelmanageren.
John Andersen tror 100 procent på ideen, siger han. Syv lejligheder er allerede taget i brug, før højsæsonen for alvor sætter ind efter sommerferien. Og så tror han også på, at det spiller en rolle, at de er blandt de første private, der investerer i Aalborg Øst.
- Ellers har det altid været noget, der er bygget på kvoter fra Aalborg Kommune. Det er godt at se, at private investorer er begyndt at investere herude, og det vil vi også gerne være en del af, siger John Andersen.
Hotellejlighederne i Aalborg er også for folk, der mangler et sted at bo, mens deres nye hus bliver bygget – eller hvis de lige er blevet skilt eller hvis de for eksempel skal genhuses på grund af skimmelsvamp i deres eget hus.