Forsøg på tyveri: Ville have fingre i fælge fra Aalborg
To mænd blev anholdt, da de forsøgte at stjæle fælge fra biler, der var parkeret i Aalborg. Arkivfoto: Mogens Flindt, Ritzau Scanpix
Er man bilejer og har sin bil kær, så ved man, at det på ingen måde er i orden overhovedet at få den ide at stjæle andre folks fælge, og den handling gik da heller ikke godt for to mænd mandag aften; de er nu begge anholdt, fordi de forsøgte at stjæle fælge fra biler, der var parkeret i Aalborg.
To mænd blev mandag aften anholdt nærmest på fersk gerning, da de forsøgte at stjæle fælge fra nogle køretøjer, der var parkeret på Håndværkervej i Aalborg på firmaet VWs oplagsplads.
Det var en vågen person i nærheden, der slog alarm, da vedkommende så nogle hætteklædte personer luske rundt mellem bilerne. Desuden kunne anmelderen også informere politiet om, at der holdt en bil parkeret uden for området - formentlig den bil, som de formodede tyveknægte var ankommet i og som de havde tænkt sig at stikke afsted i igen.
Det viste sig, at dette gerningskøretøj var forsynet med stjålne nummerplader.
Og da politiet ankom til stedet mandag aften, kunne ordensmagten mere eller mindre snuppe de to mænd på fersk gerning - de var dog løbet fra stedet, uden stor succes. De blev nemlig kort efter anholdt.