I 21 år var Elisabeth Christiansen konstant på vagt i sit ægteskab.
De mødte hinanden, da de var 15 år, men dengang vidste Elisabeth Christiansen ikke, hvordan de næste 21 år af hendes liv ville se ud.
Hun skulle konstant tænke fremad. Hun sov med tøj på, så hun altid var klar.
I 21 år var Elisabeth Christiansen gift med en mand med en alkoholafhængighed, som senere også blev et stofmisbrug.
Men det var ikke kun alkoholen, som fyldte i hjemmet. For Elisabeth Christiansen blev også udsat for vold af ægtemanden.
- Det var ikke rart. Det var rent ud sagt et helvede. Helvedes forgård, hvis man kan kalde det det. Men mens man er i det, tænker man ikke over det, man overlever bare, fortæller hun, da TV2 Nord besøger hende.
Fra mandag starter Alkohol & Samfund en kampagne, der skal få flere danskere til at gå i alkoholbehandling. Og i år er der især også fokus på pårørende og bekymringer i relationen til dem, der drikker.
Et fokus, som Elisabeth Christiansen manglede, da hun for fire år siden kom ud af ægteskabet.
Jeg var splittet i atomer. Jeg kunne ikke tænke klart. Du er jo bare en skal af dig selv, og stadig i overlevelsestilstand.
Elisabeth Christiansen
21 år i overlevelsestilstand
Det hele startede, da de var unge og ikke vidste, hvad det betød. Allerede i den første lejlighed, skulle Elisabeth Christiansen tage sig af manden, når han havde drukket for meget.
Over årene nåede de at få fem børn sammen, som hun også skulle tage sig af.
- Jeg kunne slet ikke klare min forælderrolle optimalt. Jeg var i overlevelsestilstand 24/7.
Der var bare ikke nogen, der tog sig af Elisabeth. Børnene prøvede, men som hun selv påpeger - det var ikke deres ansvar.
Som pårørende blev skylden oftest lagt over på hende, og hun tog den. Både skylden og skammen, som også blev til løgne til omverdenen for at skjule, hvor slemt det stod til i hjemmet.
- Du skal jo hele tiden tænke forud. På et tidspunkt overtager man også alkoholikeren og misbrugerens adfærd. Du kopierer det helt automatisk og ubevidst. Til sidst tænker man ikke, man gør det bare.
Hvem er jeg nu?
Men en septemberdag i 2020 ændrede alt sig. Manden forlod dem og skrev, at han havde fundet en anden.
Pludselig stod hun alene med fem børn, et ødelagt hus og som et ødelagt menneske.
- Jeg var splittet i atomer. Jeg kunne ikke tænke klart. Du er jo bare en skal af dig selv, og stadig i overlevelsestilstand. Du skal beskytte dig selv, og du skal beskytte dine børn.
Lige nu er jeg faktisk bare lettet over, at jeg har gået den vej, jeg har.
Elisabeth Christiansen
Efter 21 år, hvor hun havde levet efter hans behov og gjort alt, hvad hun kunne for at holde sammen på alle andre end sig selv, skulle hun pludselig lære mange ting på ny.
Hvem er jeg? Hvor har jeg været henne? Hvad er det for et liv, jeg bevæger mig hen imod? Kan jeg beholde forældrerollen? Var nogle af spørgsmålene, hun stillede sig selv.
Og især det sidste måtte hun desværre erkende, at hun ikke kunne. Mens hun selv stod og skulle samle sig selv op igen, stod fem børn, som havde oplevet de samme traumer, som hende.
Derfor valgte hun at få de to yngste, som ikke var blevet 18 år, anbragt, i håbet om at de kunne lære at sætte sig selv først igen.
For først her fire år efter, manden forlod dem, har hun kunnet se, hvad de har været igennem.
Men først efter en samtale med en rådgiver.
- Hun sagde til mig, "jeg ved godt, du har været udsat for vold." Der faldt mit korthus sammen. Jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne sige det, som det var, at jeg havde levet på den måde. Også for børnenes skyld, så de kunne se, at de godt måtte snakke om det. Det er ikke farligt mere, fortæller hun.
I dag er hun sygemeldt efter de mange traumer, hun har været igennem. Men hun ser fremad og accepterer, at det er det liv, hun har levet gennem 21 år.
- Lige nu er jeg faktisk bare lettet over, at jeg har gået den vej, jeg har. At jeg har turdet kigge på, hvad jeg har været igennem, og at jeg ikke kan redde nogen. Det har aldrig været mit ansvar eller børnenes.
