Fra flygtning til fakta-chef
Selvom man er flygtning og kun har været i Danmark i seks år, kan man godt gøre sig. Hogir Habo har lært dansk, stiftet familie og er blevet chef i Fakta.
Hogir Habos råd til andre nye danskere er enkelt.
- Det er vigtigt at man kommer ind i samfundet. Man skal have danske venner. Hvis man skal i kontakt med danskerne, så skal man også vise det og komme ind på arbejdsmarkedet, siger Habo, mens han sætter varer på plads i køleren.
Og selv har den syriske flygtning haft fart på. Han kom til Danmark for seks år siden, og efter et danskkursus og et højskoleophold, for at lære mere dansk, kom han i praktik i Fakta. Da han var ved at afslutte sin uddannelse i Fakta, fik han tilbudt at blive souschef i en butik. Nu er han fungerende butikschef i Fakta på Hobrovej i Aalborg og har samtidig giftet sig med en dansk kvinde og fået to børn,
- Det er ikke fordi Habo er flygtning at han er interresant for os. Han er gået ind i det her med oprejst pande, lyder det fra salgchef i distrikt Nordjylland, Danny Lund Hansen.
Og det er tydeligt, at Hogir Habo nægter at være offer. Hans motto er: "Hvor der er vilje er der en vej" og han mener ikke man skal læne sig tilbage og vente.
- Man skal vise det. De er ikke noget man får, det er noget man skal tage og gribe chancen, siger Hogir Habo, der regner med, at han snart bliver fuldgyldig butikschef.