Fra flygtning til maler - Hanna er nu en del af en større succes

Ukrainske Hanna Prykhodko vendte krigen ryggen og blev en del af en succes i Aalborg Kommune.

I en lejlighed i Aalborg, der er ved at blive renoveret, er 37-årige Hanna Prykhodko i fuld gang med en af dagens arbejdsopgaver. Hun tapetserer lejlighedens vægge, og det foregår i et raskt tempo.

- Jeg er maler, og det mit liv eller min skæbne. Min mor hun arbejdede som maler i mange år, og det er nok derfor, jeg har arvet det, fortæller Hanna Prykhodko, der har fået job ved Skaarup Malerfirma.

Den ukrainske flygtning er nu en del af den statistik, der fortæller, at Aalborg Kommune er den kommune i Danmark, som indtil nu har fået flest flygtninge eller familiesammenførte til flygtninge i gang med en integrationsgrunduddannelse. 

164 i alt.

- Vi kan se, at det har den effekt, at det skaber varig ansættelse. Efter man har været i sådan et 2-årigt uddannelsesforløb, hvor man har været ansat i virksomheden, så ser vi, at en stor procent af dem enten fastholdes på arbejdspladsen i ordinær beskæftigelse, eller finder et job et andet sted, forklarer chef for Jobcenter Aalborg, Betina Trytek.

Ifølge Betina Trytek, der er centerchef ved Jobcenter Aalborg, så fører integrationsuddannelsesforløbene ofte til ansættelse eller videreuddannelse.
Ifølge Betina Trytek, der er centerchef ved Jobcenter Aalborg, så fører integrationsuddannelsesforløbene ofte til ansættelse eller videreuddannelse.
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

Sprog og krig fylder

Ukrainske Hanna Prykhodko er ansat i et malerfirma fra Vodskov sammen med to landsmænd.

- Det er gået super godt, og vi er rigtig glade for at have hende, påpeger projektleder Mads Foldager fra Skaarup Malerfirma.

Efter den første tid på prøve, så er det malerfirmaet står selv for flygtningenes arbejdsløn. Intet offentligt tilskud ud over sprogundervisning. Og netop sproget kræver en anderledes indsats.

- Den sproglige barriere er en udfordring. Jeg har en dansktalende sjakbajs gående herude, som har været indstillet på at vise dem arbejdet frem for at forklare det. Simpelthen vise hvordan de skal lave arbejdet, fortæller Mads Foldager.

Mads Foldager fortæller, at de har 12 forskellige nationaliteter ansat i Skaarup Malerfirma.
Mads Foldager fortæller, at de har 12 forskellige nationaliteter ansat i Skaarup Malerfirma.
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

3. april sidste år kom 37-årige Hanna Prykhodko til Danmark. Hun flygtede fra hjembyen Novodruzhesk i det østlige Ukraine. Et område der nu er besat af Rusland.

Integrationsgrunduddannelsen i Nordjylland tager to år. Så langt kigger man slet ikke frem, som flygtning fra Ukraine.

- Om jeg bliver i Danmark? Ukraine er Ukraine. Mit land og min by, hvor mine mine forældre er i det område, som er besat lige nu. Alt er afhængig af, hvordan det går med krigen, slutter Hanna Prykhodko.

Ordningen med integrationsgrunduddannelse startede i 2016.


Seneste nyt

fra Nordjylland