Fra skidt til guld: Spildevand skal forvandles til fjernvarme
Foto: Vibeke Marcussen, TV SYD
Selv på en af de kolde vinterdage, som i dag, vil man kunne trække varme ud af spildevandet og omsætte den til fjernvarme.
En udnyttelse af spildevandet vil reducere CO2-udledningen i Renseanlæg Øst i Aalborg, fordi der skal bruges mindre energi til at lave fjernvarmen, end med kul, gas eller strøm.
På Renseanlæg Øst i Aalborg etablerer Aalborg Forsyning nu en stor varmepumpe, som fremover skal kunne levere fjernvarme til borgerne i Aalborg.
Formålet med den nye pumpe er, at trække energien ud af renset spildevand og herefter omsætte det til fjernvarme.
- I dag udleder vi det rensede, varme spildevand til Limfjorden, men fremover udnytter vi varmen, som er i det rensede spildevand. Det giver en optimal brug af ressourcerne, siger Søren Gais Kjeldsen, administrerende direktør i Aalborg Forsyning.
Planen er, at det nye anlæg vil stå færdigt i løbet af 2024 og vil kunne levere fjernvarme til det der svarer til 1300 parcelhuses årlige varmeforbrug.
Stabil forsyningskilde
Det nye anlæg vil kunne producere seks MW fjernvarme, og af det skal Aalborg Forsyning kun selv bruge to MW strøm, mens det resterende kan produceres gennem det rensede spildevand.
Det vil sige, at man selv på en af de kolde vinterdage som i dag, vil kunne trække varme ud af spildevandet og omsætte den til fjernvarme.
Aalborg Forsyning bygger også en ny udløbspumpestation, der skal sikre, at renseanlægget også i fremtiden kan følge med de flere husstande, der bliver koblet på.
Kul skal ud
Projektet er et led i udviklingen mod en grønnere omstilling hos Aalborg Forsyning, der også indebærer, at den brugen af kul slutter i 2028 på Nordjyllandsværket for at blive erstattet af vedvarende energikilder.
- Det her er et rigtig godt eksempel på, hvilke gevinster det giver, at vi har slået Aalborg Forsyning sammen til ét multiforsyningsselskab. Nu er det blevet nemmere at lave projekter, hvor vi udnytter synergien mellem forsyningsarterne. Den slags vil vi se meget mere af i fremtiden, siger Per Clausen, bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning.
Aalborg Forsyning arbejder på at få et tilsvarende projekt på Renseanlæg Vest, hvor der er mulighed for at opnå op til 20 MW fjernvarme gennem det rensede spildevand.