Efter en dag, hvor mange har opfordret til at lukke Jomfru Ane Gade ned igen, tager restauratørerne nye metoder i brug for at komme spredningen af coronasmitte i Aalborgs midtby til livs.
Fra tirsdag 1. juni, bliver der krav om gyldigt coronapas også ved udendørs servering. Det fortæller Kristoffer Hjorth Storm, der er PR- og marketingchef i virksomheden Rekom, der ejer en række restaurationer i Jomfru Ane Gade.
Kristoffer Hjorth Storm er også medlem af bestyrelsen i Horesta Nordjylland og viceborgmester i Aalborg.
Restauratører: De unge bliver ikke smittet her
Men restauratørerne melder hus forbi til ønsket om at lukke Jomfru Ane Gade ned, for at få smittetallene i Aalborgs midtby ned på et acceptabelt niveau.
Blandt andre Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen og rektoren for Aalborg Katedralskole, Christian Nielsen Warming, har talt for at lukke "Gaden" igen i en periode.
Smitten kommer fra de unges ture i Jomfru Ane Gade, og det er her der skal sættes ind, lyder det fra Christian Nielsen Warming.
Men præmissen er forkert, lyder det fra restauratørerne, for det er ikke i Jomfru Ane Gade, de unge bliver smittet.
Vi er underlagt strenge restriktioner, og vi gør, hvad vi kan for at give de unge en sikker oplevelse, når det går i byen, lyder det fra ejeren af Zwei Grosse Bierbar, Henrik Foget Jensen.
Se historien fortalt som tv-indslag