Frisparksmål i overtiden sikrede AaB uafgjort

Der var en del scoringsmuligheder og fin underholdning, da AaB sikrede sig et enkelt point i mandagens Superliga-kamp i Lyngby.

Takket være en sen udligning fra norske Iver Fossum fik AaB-spillerne et enkelt point ud af anstrengelserne, da nordjyderne mandag aften gæstede Lyngby i kvalifikationsspillet, hvor AaB skal forsøge at spille sig endegyldigt fri af nedrykning og i stedet sikre sig en playoff-kamp om kvalifikation til næste sæsons Europa League.

Det sluttede 2-2, da norske Iver Fossum sparkede et frispark i nettet dybt inde i tillægstiden. Dermed sikrede han, at smilene nok er lidt bredere blandt AaB-spillerne på busturen hjem.

Værterne fra Lyngby Boldklub dominerede i de første 45 minutter og kom frem til flere fine scoringsmuligheder. De kongeblå kunne sagtens have bragt sig foran, uden at AaB-spillerne med rette kunne mene, at det var ufortjent, men det lykkedes nordjyderne at gå til pause med 0-0 på måltavlen.

I begyndelsen af anden halvleg kom AaB'erne frem til flere chancer, og efter 55 minutters spil headede forsvarsspilleren Mathias Ross gæsterne i front, da han steg til vejrs i Lyngbys felt og stangede et hjørnespark i nettet.

AaB-topscorer slog til

Kampen skiftede dog karakter igen efter AaB's føringsmål, og hjemmeholdet fik på få minutter vendt 0-1 til 2-1. Magnus Warming udlignede efter 63 minutters spil, og bare tre minutter senere slog Emil Nielsen til og sendte værterne på sejrskurs.

Lyngby-spillerne var næsten klar til at strække armene i vejret og juble over sejren, men i kampens sidste minut begik de frispark på kanten af eget felt. AaB's topscorer tog opstilling bag bolden, tog tilløb og sendt kuglen ind bag rutinerede Thomas Mikkelsen i Lyngby-målet. 2-2-udligningen var en realitet fem minutter inde i dommerens tillægstid.

Med det ene point ligger AaB stadig på førstepladsen i kvalifikationsspillet med et forspring på tre point ned til OB på andenpladsen. I næste runde spiller AaB igen på udebane, når nordjyderne fredag aften møder Vejle Boldklub.


Seneste nyt

fra Nordjylland