Frivilligt arbejde giver flere penge på lønsedlen
Frivilligt arbejde på cv'et kan give flere penge på lønsedlen. Et nyt studie viser, at nyuddannede, der har arbejdet frivilligt under deres studietid, får en højere startløn end deres medstuderende. Frivillighed er nemlig i høj kurs - blandt andet hos Storm Advokatfirma i Aalborg.
Et nyt studie viser, at nyuddannede, der har arbejdet frivilligt under deres studietid, får en højere startløn end deres medstuderende.
Et nyt studie fra Aalborg Universitet viser, at nyuddannede, som har lavet frivilligt arbejde, får mere i løn. Helt præcist får de fire procent ekstra for hvert år, de har arbejdet frivilligt.
- I samfundet har vi sådan en opfattelse af, at det her med at have frivilligt arbejde, det kan hjælpe dig i din karriere. Men hidtil har vi ikke haft bevis for det, og det bidrager vi med her, siger Hans Peter Qvist, ph. d-stipendiat fra Aalborg Universitet.
Det er særligt blandt de helt nyuddannede, at frivillighed er så stort et plus på cv'et. Maria Madsen, der er nyuddannet jurist er en af dem, der har haft glæde af at have frivilligt arbejde på cv'et.
- Jeg er vant til at møde klienter i øjenhøjde og tage ansvar, og det er helt sikkert noget, jeg vil tage med mig i jobbet her, siger Maria Madsen.
Forskningen giver ikke svar på om alt frivilligt arbejde giver lige mange point ved kommende en arbejdsgiver, men ifølge den arbejdsgiver, der lige har hyret Maria Madsen, er der forskel på, hvor de frivillige timer er brugt.
- Som udgangspunkt skal det have noget med jura at gøre. Et frivilligt arbejde, som også er erhvervsrelevant, det er klart det vi bedst kan bruge, siger Maria Porsborg, Storm Advokater.
Efter seks år på arbejdsmarkedet er der ikke længere nogen økonomisk gevinst ved frivilligt arbejde, da den erhvervserfaring man har fået med sig vægter højere.