Gamle lejligheder slår moderne nybyggeri i Aalborg
Foto: Thorkild Kristensen Ejendomsmæglerfirmaet
De mange nybyggede ejerlejligheder i Aalborg går ikke helt så meget som varmt brød, som de gamle lejligheder gør.
De skyder op som paddehatte i Aalborg - storslåede lejlighedskomplekser med rene linjer og formidabel udsigt over havnen og Limfjorden, store og i nogle tilfælde så luksuriøse, at de slår rekorder med priserne.
Alligevel er det ikke det moderne nybyggeri, der hitter mest i Nordens Paris. Ifølge Boliga.dk, som konstant følger det danske boligmarked, er det derimod de gamle, statelige lejligheder, der sælger hurtigst i Aalborg.
Det samme gør sig faktisk gældende i både København, Aarhus og Odense.
Boliga.dk har delt ejerlejlighederne i de fire største danske byer op to kategorier - om de er bygget før eller efter 2005. Og her viser det sig, at det ældre byggeri sælger hurtigere.
- Det handler først og fremmest om beliggenheden. Mange af de gamle lejligheder har den helt centrumnære placering, der er en høj efterspørgsel efter i de store byer, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.
For både København, Aarhus og Aalborg gælder det, at stort set alt nyt byggeri ligger med fantastisk udsigt til vand. Men hverken køkkener i tidens materialer, badeværelser af en størrelse, som de gamle storbylejligheder slet ikke kan være med på, og i nogle tilfælde endda altan og elevator kan ikke ændre på, at de gamle lejligheder i Aalborg ryger hurtigere end de nye.
Ifølge Lise Nytoft Bergmann fra Nordea kan det skyldes, at meget af det nye byggeri ligner hinanden.
- Der er flere substitutter, når det kommer til nybyggeri. Køberne har mere ens at vælge mellem end ved de noget ældre ejendomme, hvor der måske bare er én herskabslejlighed med lige netop den stuk og de gulve, som man bare er nødt til at slå til på, siger Lise Nytoft Bergmann til Boliga.