Gandrups frivillige "pedeller" løber med landdistriktspris
Foto: Privat
Tirsdagsklubben fra Gandrup har vundet Aalborg Kommunes Landdistriktspris 2018.
Det frivillige foretagende Tirsdagsklubben fra Gandrup vandt dette års landdistriktspris i Aalborg Kommune.
Hver uge stiller medlemmer af Gandrup Sportsklub deres hjælp til rådighed for hele Gandrup. I Tirsdagsklubben, en frivllig forening i Gandrup, mødes man for at hjælpe Gandrup Sportsklub og byen med praktiske gøremål. Lige fra at kridte stregerne på fodboldbanen, til græsslåning, uddeling af flyers, til hvis noget skal males.
Og nu bliver Tirsdagsklubben hædret for sin indsats. Torsdag aften modtog foreningen Aalborg Kommunes Landdistriktspris 2018.
- Vi er utroligt stolte af at have fået prisen. Den anerkendelse håber jeg, vi kan bruge til at bibeholde interessen for vores lille fællesskab, for vi har helt sikkert brug for nye medlemmer, fortæller Hans Jensen, der er næstformand i ”Tirsdagsklubben”.
Landdistriktsprisen i Aalborg Kommune bliver hvert år givet til en forening, et samråd eller en projektgruppe, som har ydet en særlig og frivillig indsats i løbet af det forgangne år til gavn for et lokalområde.
Også hos Gandrup Sportsklub sætter man stor pris på hjælpen fra Tirsdagsklubben.
- Det er utroligt værdifuldt for vores meget brede forening at vi har de her tyve gutter at trække på. Det er til gavn for hele byen. Og deres fællesskab og glæde ved tingene smitter af på alle os andre, så jeg er glad for at de har fået den her pris, siger Kenn Mikkelsen, formand for Gandrup Sportsklub.
Præmien er - udover blomster og æren - 10.000 kroner, der skal bruges til et almennyttigt formål lokalt.