Gangbang-politiker tiltalt for at tjene penge på sexorgier - nu genoptages sagen
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Han er dømt for det en gang tidligere. Nu er han for retten igen, men han nægter, at han har opkrævet penge i forbindelse med sine sexfester.
Mandag genoptages sagen mod en tidligere byrådspolitiker, som er sigtet for rufferi i forbindelse med flere gangsbangs.
Sagen var sidst for retten i juni 2022, hvor den blev udskudt, fordi der skulle føres to nye vidner i sagen. Dengang forventede man, at der faldt dom i september 2022, men sagen er efterfølgende blevet udskudt af flere omgange.
Den tidligere nordjyske politiker benægter ikke at have arrangeret gangbangs, men han nægter, at han har tjent penge på sammenkomsterne.
Retsmødet begynder klokken 9.00, og sagen løber over de kommende dage.
Tjente penge på orgier
Den tidligere politiker er tiltalt for at have været manden bag en række sexorgier i Hadsund-området. Han er anklaget for rufferi, hvilket han i øvrigt også tidligere har modtaget en betinget dom for at have arrangeret i Østjylland.
Han er siden sin første dom flyttet til Hadsund-området, og det er på denne egn, han er tiltalt for at have arrangeret seks såkaldte gangbangs, som han ifølge anklageskriftet har fået økonomisk fortjeneste ud af.
Til disse gangbangs har der været prostituerede mod betaling eller lovning på betaling, og flere kunder har deltaget. Det berettede flere vidner også om i retssagen den 14. juni i 2022.
Der har været en omsætning på mellem 7.500 og 18.000 kroner per gang, hvoraf den tidligere politiker er tiltalt for at have beholdt 20 procent.
Fem af sexorgierne har ifølge anklageskriftet været arrangeret i Skelund, mens yderligere et formentlig er foregået i Øster Hurup. Orgierne har været afholdt i perioden fra den 24. maj 2019 til den 30. august 2019.
Aftalte køb af sex
Desuden er den 59-årige mand tiltalt for at have annonceret på hjemmesiden annoncelight.dk for, at en kvinde tilbød seksuelle ydelser mod betaling.
Derudover skulle han have indgået aftaler med flere kunder om at købe seksuelle ydelser af den samme kvinde.
Aftenen og natten omkring 8.-9. maj sidste år skal manden have kørt kvinden frem og tilbage mellem en campingplads i Øster Hurup og en anden adresse, hvor en mand mod betaling havde sex med kvinden.
Alt sammen med en omsætning på 56.000 kroner, hvoraf den 58-årige skulle have fået 34.000 kroner.
Tidligere dømt
Den tidligere politiker har allerede en dom på seks måneders betinget fængsel i en lignende sag i Østjylland. Han blev dømt for – sammen med en anden mand – at have arrangeret 73 sexorgier i perioden fra april 2016 til november 2017, som han tjente 200.000 kroner på.
Med den betingede dom i bagagen, så risikerer eks-politikeren en endnu hårdere dom, hvis han bliver kendt skyldig, når den nye sag nu kører igen ved retten i Aalborg.
Sagen skulle i øvrigt have været for retten tilbage i januar i 2022, men blev aflyst på grund af corona.