Genforening afblæst kort før lukketid: AaB misser gammel kending
Det lykkedes ikke for direktør Thomas Bælum at hente Oliver Abildgaard tilbage til klubben.
Den 26-årige nordjyde Oliver Abildgaard kommer ikke tilbage til AaB i denne omgang.
Tidligere tirsdag skrev TV2 Nord, at midtbanespilleren Oliver Abildgaard var tæt på et skifte tilbage til barndomsklubben AaB. Den transferkamp har AaB nu tabt, da nordjyden er blevet præsenteret i italienske Hellas Verona.
Den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio skrev tidligere på aftenen på Twitter, at Abildgaard var på vej til den italienske klub. Og nu har klubben selv bekræftet skiftet.
For tre år siden skiftede Oliver Abildgaard fra AaB til den russiske storklub Rubin Kazan, men indtil nu har midtbanespilleren været udlejet til den skotske klub Celtic. Men nu fortsætter karrieren altså i Italien, hvor Hellas Verona ligger på 18. pladsen.
Dermed kommer der ikke endnu en gammel kending tilbage til AaB, som tidligere i transfervinduet både har hentet Nicklas Helenius og Rasmus Thelander. Begge spillere har tidligere været store profiler i klubben.
Transfervinduet lukker ved midnat tirsdag, og dermed ser det ikke ud til, at AaB får flere spillere ind ad døren til den kommende forårssæson. Her venter der en overlevelseskamp for AaB, som har syv point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.
På Instagram har Hellas Verona præsenteret deres nye midtbanespiller.