Gigantisk kreditkort-svindel: Lænsede folk for 27 millioner
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mandag fortsætter Retten i Aalborg en svindelsag af historiske dimensioner.
En 20-årig mand er tiltalt for at været med til at franarre op mod 600 mennesker deres kreditkortoplysninger for derefter at misbruge kortene for omkring 27 millioner kroner.
Ifølge anklageskriftet i sagen har den 20-årige været en del af en gruppe, som har stået bag den organiserede svindel. En anden person er også tiltalt i sagen, men får sin sag behandlet særskilt. Det fremgår også af sagens oplysninger, at politiet mener, at flere ukendte personer har deltaget i det gigantiske svindelnummer.
Shopamok for 27 millioner
Politiet mener, at den 20-årige har været med til at franarre mindst 600 mennesker deres kortoplysninger ved såkaldt phishing. Det er eksempelvis sket ved at sende en besked om nogle betalingsoplysninger, der lige skulle opdateres. Det har et stort antal mennesker gjort, og i den anden ende mener politiet så, at den 20-årige har siddet og høstet oplysningerne med det formål at misbruge kortene.
I sagens anklageskrift kan man læse, at de mange kort er blevet brugt til shoppe amok online. Omkring 2900 køb er der blevet foretaget med de stjålne kortoplysninger, og de samlede indkøb beløber sig altså til omkring 27 millioner kroner i alt.
Webshop-svindel for millioner
Men dermed slutter anklageskriftet ikke. Politiet mener nemlig, at den 20-årige også har været involveret i en anden form for online-svindel.
Han er anklaget for at have været med til at oprette en række forskellige onlineshops, hvor folk har handlet løs. I nogle tilfælde har tricket været det klassiske og velkendte, at varerne bare aldrig dukkede op.
I andre tilfælde mener politiet imidlertid også, at svindlen – eller forsøg på svindel – har bestået i, at folk har troet, at de købte varer til priser i danske kroner, men når beløbene så skulle afregnes viste det sig at ske i andre valutaer – eksempelvis britiske pund. Det betyder, at der pludselig ville blive hævet et beløb i danske kroner, der var otte-ni gange så højt, som det beløb de intetanende kunder troede, de havde shoppet for.
Ifølge sagens oplysninger, så beløber denne del af anklagerne sig til svindel for i omegnen af syv millioner kroner, fordelt på mere end 2100 køb i de falske webshops.
Den 20-årig sidder varetægtsfængslet i den usædvanlige sag, hvor der først ventes dom senere på året.