Godt gang i stikkene - men en del mangler stadig
Cirka 70 procent af nordjyderne i aldersgruppen fra 65 år og op har ladet sig vaccinere.
Vi er langt inde i sæsonen for host, snue og det, der er værre. Og derfor håber de danske sundhedsmyndigheder, at 90 procent af befolkningen på 65 år og op lader sig vaccinere mod Covid-19 og influenza.
Lige nu er det cirka 70 procent af den målgruppe, der har fået de anbefalede stik.
- Status er, at vi er et fint sted nu. Der er mange, der er blevet vaccineret, og det virker til, at det tilbud der er i år, er blevet taget fint imod, siger Anders Koudal Cinicola, der er chefkonsulent i Region Nordjylland.
Vi skal passe på os selv
Der bliver tæsket højlydt i kortene hos whist-gruppen, der en onsdag i november består af fem herre i en moden alder på plus 65 år.
De mødes en gang om ugen hos Aalborg SeniorSport. Og mens de godt kan diskutere, om kortene er givet rigtigt og spillet på bedste vis, er der enighed om, at stikkene som sundhedsstyrelsen anbefaler, de skal tages.
- Jeg har en syg hustru. Og hvis jeg går hen og bliver syg, er hun godt nok på den, så hun er også blevet vaccineret. Jeg betragter det, som en måde, hvor det er nemmere at kontrollere hendes og min hverdag, siger Henrik Flemming Aaskov Knudsen, der bor i Aalborg og er pensionist.
Og en anden af kollegaerne ved kortbordet er enig.
- Jeg har været nede og blive vaccineret for, at man ikke bliver så syg, siger Arne Juul Knudsen, der godt nok ikke blev særligt hårdt ramt, da han blev ramt af corona, men:
- Man ved jo aldrig, hvordan det udvikler sig, smiler han.
Mangler stadig en del
Men selv om cirka 70 procent af nordjyderne i aldersgruppen fra 65 år og op har ladet sig vaccinere, mangler der stadig et stykke op til de 90 procent, som sundhedsmyndighederne i Danmark anbefaler. Og det forstår man ikke helt rundt om kortbordet.
- Det undrer mig, at os over 65 år bliver tilbudt en gratis vaccine, og så er der nogen, der ikke benytter sig af den, lyder det fra Frits Ingemann.
Og samme undren udtrykker Henrik Flemming Aaskov Knudsen:
- Jeg tænker, at det er jo for dårligt af dem, der ikke vil vaccineres.
Region Nordjylland er dog fortrøstningsfulde. Der er stadig mulighed for at blive vaccineret frem til den 15. januar, og kapaciteten er øget.
- Hvis man ønsker at blive vaccineret, så er der altså gode muligheder for det. Det kan godt være, der har været lidt ventetid på at få en tid indtil nu, men nu begynder der at være mange ledige tider rundt omkring, siger Anders Koudal Cinicola, chefkonsulent i Region Nordjylland.
Og han forklarer videre, at strategien har været anderledes end tidligere år, hvor man gerne ville have mange vaccineret hurtigt. Nu gøres det mere jævnt.
Du kan se hele indslaget om de fem herre ved kortbordet herunder: