Gør et kup: Her er den billigste villavej i Aalborg Kommune
På Aalborgvej i Gandrup kan du få en villa til under halvdelen af den gennemsnitlige kvadratmeterpris i resten af Aalborg Kommune. Se boligen, der er til salg nu.
Pengepungen skal normalt være fyldt godt op, før du har råd til at købe dig og familien en villa i en af Danmarks største byer. Men leder du på de rigtige veje, kan du få et hus til under halvdelen af kvadratmeterprisen.
Boligsiden.dk har lavet en liste over de billigste villaveje i kommunerne, hvor landets 10 største byer ligger.
På Aalborgvej i Gandrup tæt på Aalborg, kan du få halv pris i forhold til gennemsnitsprisen, og du kan stadig komme til Jomfru Ane Gade på under en halv time.
Birgit Daetz, kommunikationsdirektør, Boligsiden.dk
Aalborg Kommune er med på listen - som den eneste kommune i Nordjylland. Og her viser det sig, at du skal til Gandrup for at gøre det bedste køb.
- På Aalborgvej i Gandrup tæt på Aalborg, kan du få halv pris i forhold til gennemsnitsprisen, og du kan stadig komme til Jomfru Ane Gade på under en halv time. Og så får du langt mere plads for dine penge, end hvis du bruger dem på en villa i den centrale del af byen, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
På Aalborgvej i Gandrup er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på 6.599 kroner - og det er under halvdelen af den gennemsnitlige kvadratmeterpris i hele Aalborg Kommune. Dem er nemlig på 14.196 kroner.
Og du er heldig - lige nu er der en villa til salg på netop Aalborgvej i Gandrup. Se den her:
https://www.boligsiden.dk/salg/119250439
Gandrup blev kåret til Årets Landsby i Aalborg Kommune i 2012.
Tænk over: Hvad vil du have råd til?
Med mindre du har scoret den store gevinst i Lotto, så kan det være svært at få råd til både et stort hus og den perfekte beliggenhed et stenkast fra gågaden.
Rykker du til et af de billigere områder, kan du få et bed med krydderurter og plads til ungernes trampolin i haven, og de penge du sparer, kan du bruge til at købe en bil eller et månedskort til det offentlige.
Birgit Daetz, kommunikationsdirektør, Boligsiden.dk
Så rådet fra kommunikationsdirektøren hos Boligsiden.dk lyder på, at du skal gøre dig klart, hvad der er vigtigst for dig i dit liv.
- Rykker du til et af de billigere områder, kan du få et bed med krydderurter og plads til ungernes trampolin i haven, og de penge du sparer, kan du bruge til at købe en bil eller et månedskort til det offentlige, så du kan komme ind til byen, så ofte du vil. Det er de færreste, der har råd til et hus helt inde i de største byer, så fokuser på, hvad du får i stedet for, hvad du misser, råder Birgit Daetz.