Grundstødt båd udløste kæmpe redningsaktion
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Fredag sendte beredskabet to redningsbåde, en ambulance og brandvæsenet ud efter, hvad viste sig blot at være en sejlbåd, der var stødt på grund.
En melding om en drukneulykke i Limfjorden syd for Egholm udløste fredag eftermiddag en kæmpe redningsaktion, hvor både brandvæsenet, en ambulance med paramedicinere og to redningsbåde blev sendt ud.
"Drukneulykken" viste sig dog blot at være en grundstødt sejlbåd, der havde meddelt sin ulykke over radioen, uden at der var nogen fare på færde.
Meldingen hadve fået søredningstjenesten JRCC til at sende en redningsbåd ud efter skibet, og senere gik meldingen også ind til alarmberedskabet.
Det oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Niels Nygaard.
- Meldingen lød ret voldsom, men vi blev aflyst, før vi overhovedet kom i gang med noget. Vi var nået ud til vandet, men fandt ud af, at der ingen fare var på færde, siger Niels Nygaard.
Da beredskabet nåede frem, var JRCC allerede i gang med at trække båden fri, og beredskabet kunne vende hjem igen.
Hvorvidt sejlbåden bliver trukket i land, eller om ejeren selv kan sejle, kan Niels Nygaard dog ikke svare på.