Guld glipper efter vanvidskamp – Aalborg Håndbold taber Champions League-finalen
Foto: Christopher Neundorf/EPA/Ritzau Scanpix
Mikkel Hansen havde muligheden for at udligne til allersidst.
Tomme blikke og hovedrysten.
12. gang blev heller ikke lykkens gang.
Aalborg Håndbold måtte endnu engang se sig slået af håndboldstormagten FC Barcelona. Det nordjyske hold bed ellers godt fra sig, men de måtte til sidst se sig slået med 31-30 i Champions League-finalen.
Kampreferat:
Første halvleg i Champions League-opgøret mellem FC Barcelona og Aalborg Håndbold blev en tæt en af slagsen. Verdensstjernen Dika Mem kom buldrende fra start, og før Niklas Landin havde set sig om, havde venstrebacken allerede passeret ham to gange.
Dika Mem skulle vise sig at give Aalborg-holdet problemer hele kampen igennem. Undervejs fik Niklas Landin dog også vist, hvorfor han tidligere er kåret som verdens bedste håndboldspiller.
I kampens begyndelse pillede han et straffekast med en flot benparade, og det var langt fra den eneste redning danskeren blev noteret for. Landin vandt den direkte målmandmandsduel mod landsholdskollegaen Emil Nielsen, som ellers viste stormform i det spanske holds semifinale mod Kiel, hvor han stod med en redningsprocent på knap 50 procent.
I begyndelse af opgøret var Aalborg-skytterne gode til at finde vej til netmaskerne, og en velspillende Mikkel Hansen bidrog både med mål og assists.
Efter cirka otte minutter og 30 sekunder kom Mikkel Hansen på tavlen for første gang. Efter 10 minutter stod det dog alligevel 10-7 til FC Barcelona.
Drama til sidst
Langsomt fik Aalborg Håndbold imidlertid lukket det lille hul. En brandvarm Landin fortsatte med at tage fra i målet, og i den anden ende viste Mikkel Hansen storspil med et fremragende indspil til højrefløjen Kristian Bjørnsen, som havde listet sig ind på stregen.
Efter 24 minutter blev Emil Nielsen skiftet ud med Gonzalo Pérez de Vargas. Trods byttet stod der 15-15 ved pausen i det højintense opgør.
I anden halvleg var FC Barcelona hele tiden et lille skridt foran. Fra halvlegens start trådte Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen ellers mere og mere i karakter.
Flere gennembrud betød også, at Mikkel Hansen kom på straffekastlinjen, og efter 22 minutter kunne han kanonere sin syvende scoring i målet.
I kampens slutfase var Aalborg Håndbold bagud med tre mål. Mikkel Hansen og kompagni formåede dog at spille sig tilbage i opgøret. Med under et minut igen var de dog kun bagud med en.
En Landin-redning kort før tid gav fornyet håb, og den betød, at Aalborg Håndbold havde chancen for at udligne. Det sidste angreb løb dog lidt ud i sandet.
Til trods for det fik Mikkel Hansen chancen for at udligne på et frikast til allersidst, men han ramte overliggeren. Dermed løb FC Barcelona med Champions League-titlen i Mikkel Hansens sidste klubkamp i karrieren.