Hammer Bakker i fare: Dansk Folkeparti vil afskaffe gammel lov
Danmarks Naturfredningsforening afholdt i dag arrangementer i hele landet for at vise sin utilfredshed med nyt forslag om, at foreningen ikke længere må komme med forslag til områder, der skal fredes.
DF vil stoppe Danmarks Naturfredningsforenings ret til at rejse fredningssager. Det protesterede de i søndag i mod ved Hammer Bakker.
Kalenderen siger januar, og det gør vejret også. Alligevel var der søndag mødt mange mennesker op til skovtur i Hammer Bakker.
Det er Danmarks Naturfredningsforening, der står bag dagens skovtur, som er en del af det landsdækkende arrangement 'Fredninger i Fare?'.
Det vi risikerer, hvis vi kommer til alene at sidde med det sammen med staten, det er, at i en presset kommunal økonomi, så kan det nogle gange blive, at naturen taber i det spil. At der er nogle økonomiske interesser, der kommer foran.
Hans Henrik Henriksen, Rådmand, Aalborg Kommune (S).
Siden 1937 har Danmarks Naturfredningsforening været den eneste organisation, som kan fremsætte fredningsforslag, men den unikke mulighed vil Dansk Folkeparti i et lovforslag fratage organisationen og i stedet gøre det muligt for andre organisationer at komme til, hvis de kan opnå tilslutning fra enten staten eller kommunen.
Et forslag, som partiet mener, er mere demokratisk. Men Danmarks Naturfredningsforening frygter, at det vil føre til færre fredede områder.
- Det er tit Danmarks Naturfredningsforening, der tager teten i at sige, at vi er nødt til at gå i mod, at der skal bygges på det her område, eller hvad det er, siger Thorkild Kjeldsen, Næstformand, Danmarks Naturfredningsforening, Aalborg.
Der var i alt 109 fremmødte til dagens arrangement i Hammer Bakker, hvor der udover en gåtur i de fredede omgivelser også var taler af Pernille Skipper og Hans Henrik Henriksen.
Naturen taber i spillet
- Det vi risikerer, hvis vi kommer til alene at sidde med det sammen med staten, det er, at i en presset kommunal økonomi, så kan det nogle gange blive, at naturen taber i det spil. At der er nogle økonomiske interesser, der kommer foran. Det kunne et byråd godt være fristet af, kan jeg have en uro for, siger Hans Henrik Henriksen, Rådmand, By- og Landskabsforvaltningen, Aalborg Kommune (Socialdemokratiet).
Dansk Folkeparti fremsatte forslaget den 20. november og derfor har Dansk Naturfredningsforening ikke haft særligt lang tid til at planlægge dagens arrangementer.
- Vi er utroligt godt tilfreds med, at der er kommet så mange. Vi har talt op til, at der var over hundrede mennesker. Og vi har lavet arrangementet sådan rent praktisk på 14 dage. Og fået budskabet ud og fået det til at køre. Der er mange, der er interesseret i at komme og vise, at de støtter os, siger Thorkild Kjeldsen, Næstformand, Danmarks Naturfredningsforening, Aalborg.
Dansk Folkepartis lovforslag skal behandles første gang i Folketinget på torsdag.