Han er lam i venstre side, hun i højre: Men sammen ruller de op ad kirkegulvet
Inger og Villy Bendiksen blev gift i 1964. Nu genoptager de succesen.
- Jeg har fået udtrykkelig ordre fra højeste sted på, at jeg bare skulle sige ja.
Sådan lyder det fra 79-årige Villy Bendiksen, der refererer til sin kone, Inger Bendiksen på 78.
For i dag skal de giftes. Det, på trods af, at de allerede har sagt ja til hinanden for 60 år siden, og egentlig kan fejre diamantbryllup.
- Jeg har helt glemt, hvordan det var dengang, så nu vil jeg gerne genleve det sådan helt rigtigt, svarer Villy Bendiksen.
Brudeparret er kommet i deres fineste puds i dagens anledning, og sidder klar på værelse 17 på plejehjemmet i Hals, hvor Inger bor. Villy bor lidt længere nede ad gangen.
De kan nemlig ikke bo sammen, fordi de begge sidder i kørestol.
- Det var ikke lige sådan, vi havde planlagt vores liv. Det var ikke det her, vi havde regnet med, siger Inger Bendiksen med tårer i øjnene.
Kærligheden har da også været sat på prøve flere gange i deres 60-årige ægteskab.
Parrets verden forandrede sig på et splitsekund, da Inger Bendiksen pludselig faldt om for 10 år siden.
Hun blev efterfølgende lam i hele højre side, fik talebesvær og endte i kørestol.
Men som om det ikke var nok for de to nordjyder fra Hals, blev Villy få år efter ramt af en hjerneblødning. Den gjorde ham lam i hele venstre side og fik også konsekvenser for hans syn.
Alligevel skal der mere til at slå det ældre ægtepar ud.
- Vi har hinanden, og vi er glade for hinanden. Vi er gode til at grine meget, og det holder os i gang, siger Villy Bendiksen.
Det er nu 60 år siden, Inger og Villy Bendiksen sagde ja til hinanden sidst. Igen i dag lød der et rungende ja fra begge parter.
Ægteskabskysset blev besværliggjort af den begrænsede bevægelighed, men turen hen ad kirkegulvet var det hele værd for de to knap 80-årige, der holdt hinanden i hånden hele vejen.
For selvom ægteparret er oppe i årene, er kærligheden stadig ung.
- Vi elsker hinanden for evigt. Og nu tager vi lige 60 år mere, lyder det fra Villy Bendiksen.