Foto: Michael Schmidt Thomsen

Har du to millioner kroner? Så kan du holde nytårsfest i Gaden

Diskoteket The Gap i Jomfru Ane Gade er sat til salg på dba.dk, og for den nette sum af 1.995.000 kroner kan man blive den glade ejer.

Mangler du det helt rigtige sted at holde nytårsfest for dine 300 nærmeste venner? Så kan du godt indstille jagten, for stedet ligger i Jomfru Ane Gade og er netop nu at købe via dba.dk.

For bare 1.995.000 kroner kan man komme til at eje diskoteket The Gap midt i Gaden, som med sine 541 kvadratmeter altså kan danne rammen om en ordentlig fest. Ikke mindst nytårsaften.

Selve diskoteksområdet er på 422 kvadratmeter. Det huser natklubafdeling med 300 siddepladser ved 25 borde, stor scene med professionel dj-pult, og ikke mindre end tre barer, der kan åbnes og lukkes individuelt, kan man læse i annoncen. De sidste 119 kvadratmeter indeholder kontor, lager, toiletter og depotrum.

The Gap har ellers siden åbningen i januar i år tilhørt Peder og Kristian Blak. De overtog Rock Nielsen og Das Bierbar, nedlagde dem og slog dem sammen til ét diskotek, som altså nu er til salg.

Udover de knap to millioner for diskoteket, skal man også lige være forberedt på at betale husleje. Den ligger på 80.000 kroner om måneden, hvilket ifølge annoncen er lavt for Jomfru Ane Gade.

Du kan læse hele annoncen her.