Havde brug for hjælp: Fik over 1000 ansøgninger på under 12 timer
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der er travlt og Coolshop er i øjeblikket tusindvis af ordre bagud. De søgte hjælp på facebook og fik mere end 1000 ansøgninger.
- Det har jeg aldrig oplevet før, siger Jacob Risgaard.
På under 12 timer blev der sendt over 1000 ansøgninger til Coolshop. Det har de aldrig prøvet, at få så mange ansøgninger på en gang.
Det hele startede med, at Coolshop står og mangler arbejdskraft ude på lageret. Julen er nær og Coolshop lageret er presset. Derfor beslutter Jacob Risgaard sig for, at skrive på facebook.
- Vi mangler faktisk bare 10 stykker ude på lageret, men nu har vi fået over 1000 henvendelser og der komme stadig flere, siger Jacob Risgaard.
Facebookopslaget har i skrivende stund fået over 1600 kommentar og små 2000 delinger, og Jacob Risgaard fortæller, at opgaven i at læse de mange ansøgninger igennem i sig selv nærmest kræver ekstra mandskab.
- Det er jo bare helt vildt. Vi har fået 10 mails i minuttet, og det vil jo nærmest tage hele julen bare at læse det hele igennem, siger han.