Heldig nibenit vinder 10 Lotto-millioner
Foto: Danske Spil
De syv rigtige var at finde på en kupon købt i Nibe.
6, 7, 17, 18, 19, 20 og 31. Sådan lød de syv tal, der lørdag aften blev udtrukket i Lotto, og de samme syv tal befandt sig på en Lotto-kupon købt hos Min Købmand på Nibevej i Nibe.
Dermed kan en heldig nibenit nu kalde sig millionær, og det var ikke kun en enkelt eller to millioner, der blev udløst på kuponen, men hele 10 millioner.
Den heldige nordjyde var den eneste, der ramte de syv rigtige og hele førstepræmiepuljen kommer dermed på nordjyske hænder.
Andetsteds i Danmark blev to spillere dog også tilsmilet af Fru Fortuna. Den såkaldte Millionærgaranti blev nemlig udløst på to kuponer uden gevinst. Den ene købt over internettet af en bornholmer og den anden af en ugentlig spiller fra Slagelse.
Næste uges førstepræmiepulje er på seks millioner kroner.