Hestepærer er et hit i Hammer Bakker

I flere nordjyske naturområder hjælper vilde dyr med til at holde naturen ved lige. I Hammer Bakker er det otte vilde heste og nogle kvæg, der står for naturplejen, mens der i Lille Vildmose også er udsat dyr, som med deres ekskrementer og gode appetit skaber de bedste rammer for naturen i området.

Biolog Catrine Grønberg Jensen sætter pris på noget af det, de fleste nok forsøger at undgå at lugte til eller træde i, når de besøger Hammer Bakker nord for Vodskov.

- Når jeg er så begejstret for lort, så er det, fordi der er så mange andre arter, der har brug for det som en fødekilde, siger Catrine Grønberg Jensen, der er biolog ved Aalborg Kommune.

I december sidste år blev der udsat otte vilde heste i Hammer Bakker for blandt andet at berige naturen med hestepærer.

- De har allerede nu sat et aftryk på området ved, at de har græsset rigtig mange af de græsser og andre vækster, der er heroppe, som ellers ikke ville blive spist op. Deres ekskrementer er med til at understøtte rigtig meget liv, fortæller Catrine Grønberg Jensen.

Forskellige dyr er en fordel

Hammer Bakker er ikke det eneste sted i Nordjylland, hvor store dyr spiller en vigtig rolle. I Lille Vildmose i det nordøstlige Himmerland har man ud over krondyr og kvæg sat cirka 20 elge ud.

- En af de trusler, der er for genopretningen af mellemområdet i Lille Vildmose, er tilgroningen med træer og buske. Så hele årsagen til, at vi har tænkt elge ind i det her system, er netop, at de bider og skræller og i det hele taget påvirker træer og buske sådan, at det kan være med til at modvirke tilgroning, siger driftsleder Jacob Skriver fra Aage V. Jensen Naturfond, der står for driften af Lille Vildmose.

I Hammer Bakker er det ikke kun de vilde heste, der skal være med til at pleje naturen. De får nemlig selskab af kvæg, som bidrager til naturplejen.

- Heste har hove, så de går og skærer lidt mere nede i jorden, hvor køer går lidt mere forsigtigt i området. Og derfor tilføjer de noget forskelligt. Heste vil også gerne spise mere vissent græs, hvor køer gerne spiser flere buske og træer, siger Catrine Grønberg Jensen, som er optimistisk i forhold til områdets fremtid.

- Planerne er jo at få en lækker, vild og dynamisk natur med gode levesteder, gode arter og rigtige mange gode oplevelser for alle, der kommer på besøg, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland