Hjælpemidler støtter unge ordblinde

Unge ordblinde i Aalborg Kommune lærte om muligheder til at få en karriere.

Alle ordblinde 9. klasseelever i Aalborg Kommune kunne torsdag mødes for at lære, hvordan de kan få et godt liv på trods af deres usynlige handicap.

På grund af corona var mødet virtuelt, men målet var det samme, at vise de unge, at der findes masser af hjælpemidler, så man kan få sig en karriere, selv om man har svært ved at forstå det læste ord.

Ville gerne være dyrlæge

Charlotte Skjøtt Pedersen fra 9.A på Seminarieskolen ville gerne have haft hjælp til sin ordblindhed endnu tidligere i sin skolegang, for hun har været nødt til at vinke farvel til en helt særlig boglig uddannelse.

- Jeg gad godt være dyrlæge, men det har jeg opgivet. Jeg føler mig meget stresset over at skulle opnå høje karakterer og et højt gennemsnit. Jeg har tænkt på at blive maler, for det kræver ikke alt for meget af mig, og det tænker jeg, at mine karakterer godt kan bære, siger Charlotte Skjøtt Pedersen.

Skolerådmand Tina French Nielsen (V) siger, at ordblindhed ikke nødvendigvis behøver at være et handicap, hvis der sker en tidlig indsats.

- Hvis man får de rigtige værktøjer og hjælpemidler helt fra starten, så kan man sagtens følge en helt almindelig skolegang og lykkes med alt det, man gerne vil i livet. Men hvis man kommer på bagkant med det, bliver det svært. Derfor er ordblindhed rigtig vigtigt at løfte i folkekskolen, siger Tina French Nielsen .


Seneste nyt

fra Nordjylland