HMK Bilcon konkurs - 100 medarbejdere kan miste jobbet

Medarbejdere, ledelse og fagforeninger samles til informationsmøde i konkurserklærede Hmk Bilcon i Gistrup.

Omtrent 100 medarbejdere hos virksomheden Hmk Bilcon i Gistrup står til at miste arbejdet. Virksomheden er erklæret konkurs, og medarbejderne blev torsdag sendt hjem ved middagstid.

Det bekræfter Jan Overgaard Gregersen, afdelingsleder ved Dansk Metal Aalborg.

- Vi har 60 medlemmer på Hmk Bilcon, men det samlede medarbejderantal ligger sandsynligvis omkring de 100. Hvad der helt præcis skal ske med dem, får vi at vide i dag, fredag, når der er informationsmøde, siger Jan Overgaard Gregersen.

Informationsmødet vil blive holdt på Hmk Bilcon klokken 12.30, hvor ledelsen, medarbejderne og Dansk Metal Aalborg vil være til stede, mens kurator gør boet op.

Hmk Bilcon begyndte med smedeværksted i Hjørring i 1895. Fra 1950'erne specialiserede virksomheden sig mere og mere i biler og leverer i dag løsninger til tankbiler, forsvar, sundhed og mobile hjem.

- Jeg er ikke helt klar over, hvorfor Hmk Bilcon er gået konkurs, men jeg håber selvfølgelig, at virksomheden kan reddes på en eller anden måde. Det er set før, siger Jan Overgaard Gregersen, som ellers står klar med sin afdeling til at hjælpe de sandsynligvis snart arbejdsløse medlemmer videre.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hmk Bilcons ledelse. Der er fredag ingen kontakt til virksomhedens telefoner.


Seneste nyt

fra Nordjylland