Høje stålpriser udskyder udbygning af Gigantium

Det var planen, at flere tilskuere skulle have mulighed for at overvære Aalborg Håndbolds hjemmekampe i Gigantium, men høje stålpriser betyder, at udvidelsen med ekstra tilskuerpladser er udskudt.

Aalborg Håndbold har haft stor succes i de seneste år, og det har medført stor interesse for at overvære holdets kampe i håndboldarenaen i Gigantium.

Derfor godkendte byrådet i Aalborg Kommune sidste år en plan om at udvide tilskuerkapaciteten i arenaen fra de nuværende 5000 til 6000 pladser. Udvidelsen bliver dog ikke gennemført som planlagt, fordi på grund prisstigninger og den globale situation bliver udvidelsen udskudt.

- Vi har haft en licitationsproces, hvor vi havde fire firmaer, der var interesseret i at give et bud på at bygge den nye tribune. Men krigen i Ukraine har betydet, at firmaerne ikke har kunnet skaffe stålpriserne fra deres typiske russiske og ukrainske leverandører. Så det endte med, at vi ikke fik nogen bud på at bygge tribunen, siger Jes Lunde (RV), som er rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Aalborg Kommune og Aalborg Håndbold har haft COWI på projektet som rådgiver, og rådgivningsfirmaet anbefaler, at man udsætter og genvurderer situationen til efteråret, eller når situationen i Europa har stabiliseret sig.

- Det er vi kede af, men det er jo desværre vilkår, vi ikke har indflydelse på, der er skyld i situationen, siger Jes Lunde.

Gigantium
Foto: Aalborg Håndbold

Direktør ærgrer sig

Aalborg Håndbolds sportslige succes i de seneste år har øget publikums interesse for at se holdets kampe fra første parket, og efter sommerferien kan interessen få endnu et nøk op, når den danske verdensstjerne Mikkel Hansen tilslutter sig klubben.

Det ærgrer direktøren for det nordjyske håndboldflagskib, at udvidelsen af tilskuerkapaciteten ikke bliver gennemført nu.

- Vi er selvfølgelig rigtig kede af, at vi er nødsaget til at udskyde planerne med udvidelsen af tilskuerkapaciteten grundet den nuværende situation i verdenssamfundet - specielt når vi kan mærke, at der virkelig er en kæmpe interesse fra hele det nordjyske håndboldpublikum, siger Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

- Vi opgiver dog langt fra planerne og vil i stedet arbejde hen mod en udvidelse på et senere tidspunkt, så vi får mulighed for at invitere endnu flere tilskuere til tophåndbold, siger han.

I det samlede projekt skulle der også investeres i at forbedre toiletforhold for publikum og bedre omklædningsfaciliteter. Det arbejde fortsættes og er allerede påbegyndt.

- Vi vil nu åbne et udbud på de andre opgaver, mens vi gemmer økonomien til udvidelsen af tilskuerkapaciteten, til situationen forhåbentlig ser anderledes ud, siger rådmand Jes Lunde.

Se interview med Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen om situationen:


Seneste nyt

fra Nordjylland