Hospital mangler mælk til for tidligt fødte: - Det gør en verden til forskel
Din overskydende modermælk kan redde liv. Sådan lyder det fra neonatalafdelingen på Aalborg Universitetshospital, der lige nu søger nybagte mødre, som kan donere mælk.
- En lille-lille bitte pige med en vilje så stor.
Sådan beskriver Monica Knudsen Toft fra Lørslev i Vendsyssel sin datter Naja, der blev født 11 uger for tidligt med en vægt på kun 1307 gram. Naja var et af de for tidligt fødte børn, som fik stærkt brug for doneret modermælk. Starten på livet var hverken nem for lille Naja eller forældreparret.
Hele min verden ramlede jo. Jeg havde regnet med, at jeg skulle gå til uge 40 og have et barn, der blev født til tiden. Der var ingen af os, der anede, hvad vi lavede, og jeg græd næsten hele den første uge
Monica Knudsen Toft, mor til Naja
- Hele min verden ramlede jo. Jeg havde regnet med, at jeg skulle gå til uge 40 og have et barn, der blev født til tiden. Der var ingen af os, der anede, hvad vi lavede, og jeg græd næsten hele den første uge, siger Monica Knudsen Toft.
Den tidlige fødsel betød, at Monica Knudsen Toft ikke var klar til at amme Naja i den første uge. Derfor var doneret modermælk nødvendigt, og det var det, der gjorde, at Naja kunne vokse og samle kræfter, mens hun var indlagt.
- Det betød jo alt for hendes immunforsvar og for, at jeg kunne få min produktion lidt op, så jeg også fik noget mælk til hende, siger Monica Knudsen Toft.
For at den hjælp kan gives er neonataladelingen på Aalborg Universitetshospital afhængig af, at der bliver doneret modermælk fra mødre, der malker ud i de første otte uger efter fødslen.
- De er jo sarte. Det giver sig selv, når man er født meget for tidligt og har en vægt på under 1800 gram. Så der er donorhjælpen virkelig med til at give dem den bedste start på livet, så de ikke risikere at få problemer med deres mavetarmsystem, siger Christina Olesen, der er husassistent på neonatalafsnittet på Aalborg Universitetshospital.
Donormælken indeholder gode proteiner, der er mere skånsomme for maven end modermælkserstatning. Hvert år bruger afdelingen mellem 150 og 200 liter modermælk. Lige nu er der lavvande i beholdningen og der er masser plads til mere i mælkekøkkents fryser.
- Det er klart, at jo mere donormælk, som vi bruger, jo mere forsvinder der også fra fryseren, og derfor har vi hele tiden behov for at få fyldt beholdningen op, siger Christina Olesen.
- Donér, donér, donér
Syv måneder efter fødslen har Monica Knudsen Tofts datter Naja en kampvægt på 5,5 kilo, og det skyldes blandt andet hjælpen i starten. Så nu er opfordringen klar:
Kan I, så donér, donér og donér. Det gør en verden til forskel. Jeg er i hvert fald yderst taknemmelig for den modermælk, som vi fik, siger Monica Knudsen Toft.
Vi man donerer modermælk kan det ske ved at kontakte Neonatalafsnittet på Aalborg Universitetshospital. Før donationen kan begynde, skal man besvare et spørgeskema, og der skal tages en blodprøve.