Hotspot forlænges forud for varm weekend - corona-patruljer holder øje med sommerlandet
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Det såkaldte 'hotspot' i Jomfru Ane Gade er blevet forlænget til at omfatte den kommende weekend også.
Vejrudsigterne lover sommerdage på stribe og temperaturer i omegnen af 30 grader i den kommende uge. Og selvom ferietilværelsen for mange efterhånden er afløst af hverdag med arbejde, børnepasning og indkøb er ferielandet, strande og forlystelser stadig velbesøgt.
Samtidig er coronavirus så langt fra fortid. Øget smittespredning flere steder i landet - Aalborg Kommune inklusiv - sætter en streg under, at det er alt for tidligt at slække på de forhåndsregler, der skal forhindre den smitsomme sygdom i at få tag i danskerne.
Det ved man også hos Nordjyllands Politi hvor reglerne om blandt andet loft over store forsamlinger, den tidlige lukketid på restauranter og værtshuse samt privatfester med alt for høj musik er på listen over ting, der skal holdes øje med.
Hotspot i 'Gaden' forlænges
Før sidste weekend tog ordensmagten et skridt, der er med til at gøre det nemmere for borgerne at overholde reglerne. Her indførte man et såkaldt hopspot i Jomfru Ande Gade. Når politiet indfører et hotspot er det både for at sende et signal om, at man ikke skal forsamles i store grupper i det specifikke område, men det er også et tiltag der giver politiet mulighed for at opløse forsamlinger på stedet - uanset deres størrelse.
- Det havde den tiltænkte effekt, og derfor har vi faktisk fået hotspottet forlænget til at gælde i den kommende weekend også, fortæller vicepolitiinspektør Henrik Skals fra Nordjyllands Politi.
- Og det er ikke fordi vi ikke har tiltro til borgerne, men når vi har et hotspot sender vi et tydeligt signal om, hvilken opførsel vi ønsker ude i samfundet, siger Henrik Skals videre, og fortæller, at han er fortrøstningsfuld i forhold til den kommende weekend med tanke på den forgangne.
Det er ikke fordi vi ikke har tiltro til borgerne, men når vi har et hotspot sender vi et tydeligt signal om, hvilken opførsel vi ønsker ude i samfundet
Henrik Skals, videpolitiinspektør, Nordjyllands Politi
Coronapatruljer i sommerlandet
Da coronavirus for alvor indtog dagsordenen i Danmark, da store dele af samfundet lukkede ned og da antallet af smittetilfælde og indlagte var mange gange højere end nu havde Nordjyllands Politi mange præventive 'coronapatruljer' på gaden til at holde øje med, at regler og retningslinjer blev overholdt. Siden er antallet af patruljer blevet droslet en anelse ned, men Henrik Skals forsikrer at der stadig er patruljer i det nordjyske sommerland.
- Vi er ude for at hejse flaget og sige, at man skal huske at følge anvisninger og anbefalinger omkring forsamlinger, afstand og hygiejne. At man ikke skal gå hele familien i supermarkedet for at handle, huske at holde afstand i køen til iskiosken og så videre, siger Henrik Skals.
- Men vi har også en stor tillid til borgerne og tror på, at man efterhånden godt selv kan finde ud af at holde afstand og afholde sig fra at forsamles i store grupper.
Fire indlagte i Nordjylland - mange smittede i Aalborg
Den seneste status på coronavirus i Nordjylland viser, at der er fire personer indlagt med covid-19-sygdommen. Der er ingen af disse personer, der er på intensiv eller i respirator.
Til gengæld har der i den seneste uges tid været en del nye smittetilfælde i Aalborg Kommune. I hele regionen blev der fra onsdag i sidste uge til onsdag i denne uge konstateret 32 nye smittetilfælde og hele 26 af disse blev konstateret i Aalborg Kommune.