00:38

Hund omkommet i brand ved Hals

En brand ved Hals Rideklub kostede lørdag eftermiddag en hund livet.

Nordjyllands Beredskab blev lørdag eftermiddag kaldt ud til en voldsom brand ved Hals Rideklub på Aalborg vest for Hals.

Der var, af endnu ukendte årsager, udbrudt brand i stuehuset og branden havde, da Nordjyllands Beredskab nåede frem, allerede udvikliet sig kraftigt.

- Der er kraftig brand i det meste af stuehuset, da vi lander derude, forklarer indsatsleder Klavs Bojsen fra Nordjyllands Beredskab.

- Ilden er ikke brudt gennem taget på det tidspunkt, men da vi afmonterer en del af taget for at kunne slukke ilden oppefra, kan vi se at branden også har godt fat i tagkonstruktionen, fortæller indsatslederen videre.

Artiklen fortsætter efter billedet..

  Foto: Rene Schutze

Hund omkom i branden

Det stod hurtigt klart at stuehuset ender med massive brand- og sodskader og det er ikke sikkert, det nogensinde bliver beboeligt igen i sin nuværende form.

Ligeså tragisk er det også, at branden kostede en hund livet.

- Den omkom desværre derinde, fortæller indsatslederen som også fortæller at hestestaldene, der ligger et stykke fra stuehuset, ikke har været i fare for at blive skadet af branden.

Brandslukning bliver aftenarbejde

Alarmen om branden indgik til 112 klokken 16.20 og da TV2 Nord talte med indsatslederen ved 18-tiden, vurderede han, at der stadig var flere timers arbejde tilbage på stedet før branden var slukket helt ned.

- Hovedbranden har vi slukket, så nu slukker vi brandlommer rundt omkring og efterslukker i øvrigt, siger Klavs Bojsen.