Indbyggerne i nordjysk by er europamestre i tillid: Her stoler borgerne på hinanden
Foto: Aalborg Kommune
Aalborgenserne er ifølge en rapport fra EU-kommissionen europamestre i at have tillid til hinanden.
Hvis du er en af dem, der synes, at Aalborg faktisk er et fredeligt sted at bo, og du stoler på dine naboer og andre, du møder på din vej, så er du faktisk, som aalborgenserne er flest.
Ifølge en ny rapport fra Europa-Kommissionen, der har målt europæernes livskvalitet, indtager Aalborg nemlig en førsteplads, når det kommer til tillid.
Hele 87 procent af borgerne i Nordens Paris erklærer sig nemlig enige i, at man kan stole på de fleste mennesker i Aalborg.
Borgernes tillid til hinanden
Aalborg, Danmark (87 procent)
Groningen, Holland (86 procent)
København, Danmark (86 procent)
Rostock, Tyskland (85 procent)
Reykjavik, Island (85 procent)
Oulu, Finland (84 procent)
Zürich, Schweiz (83 procent)
Oslo, Norge (83 procent)
Oviedo, Estland (82 procent)
München, Tyskland (81 procent)
Kilde: Europa-Kommissionen
Men det er ikke det eneste sted, hvor aalborgenserne tager førstepladsen i undersøgelsen.
Hele 68 procent af borgerne i Aalborg mener nemlig, at det er til at finde gode boliger til fornuftige priser i byen. Og der er langt ned til den europæiske by, der skraber bunden af listen.
I Genève er det nemlig kun otte procent af indbyggerne, der mener, man kan finde en god bolig til rimelige penge.
Procentdel der erklærer sig enige i, at der er gode, billige boliger
Aalborg, Danmark (68 procent)
Oulu, Finland (68 procent)
Skopje, Makedonien (65 procent)
Tyneside conurbation, UK (65 procent)
Palermo, Italien (63 procent)
Piatra Neamt, Rumænien (61 procent)
Oviedo, Estland (60 procent)
Bialystok, Polen (58 procent)
Podgorica, Montenegro (55 procent)
Belfast, UK (54 procent)
Kilde: Europa-Kommissionen
Og det er måske ikke så underligt. I flere år har Genéve toppet listen over de byer, hvor leveomkostningerne er højest.