Har samlet penge ind siden 1974: Ingen jul uden Eva
Siden 1974 har Eva Hansen stået foran Nytorv-indgangen ved Salling i november og december med sin indsamlingsbøsse fra Frelsens Hær i Aalborg.
- Min jul er ingen jul, hvis ikke jeg står på gaden med min indsamlingsbøsse.
Sådan siger Eva Hansen, der siden 1974 hvert år op til jul stiller sig foran Sallings indgang på Nytorv for at samle penge ind til Frelsens Hær i Aalborg.
- Jeg elsker at stå på gaden og møde mange mennesker, mange af dem siger: "Nå nu er Eva kommet, så er det jul", griner Eva Hansen, mens hun gør klar til at modtage penge fra folk.
- Der er flere, der genkender mig fra dengang, de selv var børn og kom her foran Salling med deres farmor og farfar, nu er de selv blevet voksne. Det synes jeg er sjovt. Jeg er såkaldt single, og kan gøre hvad jeg vil, siger Eva Hansen og fortæller, at hun faktisk har overtaget pladsen foran Salling fra hendes egen mor, som også var aktiv i Frelsens Hær hele livet.
- Jeg startede som fem-seks årig med at komme i Frelsens Hær sammen med mine forældre og har været med lige siden. Jeg tror på Gud, og jeg tror på Gud hjælper mig her på gaden med at inspirere folk til at give mig lidt penge i indsamlingsbøssen, siger Eva Hansen, mens hun bliver genkendt af en glad giver.
- Der selvfølgelig mange, der bare går forbi og har en dårlig undskyldning for ikke at give noget, men de fleste er flinke og giver et bidrag. Foreløbig har jeg samlet over 8.000 kroner ind, jeg ved ikke rigtig, hvad de går til, jeg samler bare penge ind, så må andre i Frelsens Hær bruge pengene til julehjælpen, siger Eva Hansen.
Hun er den eneste i Frelsens Hær i Aalborg, der samler julehjælp ind.
- Jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver ved med at stå i november og december og samle ind, så længe kroppen kan holde til det, bliver jeg ved, siger Eva Hansen, mens endnu nogle penge ryger ned i indsamlingsbøssen fra Frelsens Hær.