Aalborg PIrates vælger Frederikshavn White Hawks i kvartfinalerne. Foto: Jan Korsgaard / Ritzau Scanpix

Iskolde lokalbrag forude i Metal Ligaen

Aalborg Pirates valgte Frederikshavn White Hawks, da der i dag blev valgt modstandere til kvartfinalerne i is-ligaen.

Nordjyske hockeyfans kan godt begynde at glæde sig. Der er dømt lokalbrag på stribe, efter Aalborg Pirates i dag valgte ærkerivalerne fra Frederikshavn som modstandere i kvartfinalerne i Metal Ligaens slutspil. 

Ligaens tophold Herning Blue Fox valgte som ventet rækkens nummer 10 - Herlev Eagles - som modstandere. Som andenvælgere kunne piraterne selv vælge mellem Frederikshavn, Rungsted og SønderjyskE, men det bliver altså frederikshavnerne, der kommer til at stå for skud. 

Og det er aalborgenserne ikke utilfredse med. 

- Kvartfinalerne er lige om hjørnet, og kanonerne er ladt med krudt og kugler. Der skal skydes efter høge, for Aalborg Pirates har valgt de nordjyske lokalrivaler fra Frederikshavn White Hawks i Metal Ligaens kvartfinaler. Vi kalder alle mand på dæk for Frederikshavn skal gå planken ud, skriver Aalborg Pirates på Facebook. 

Sådan ser kvartfinalerne ud: 

  • Herning Blue Fox vs. Herlev Eagles
  • Rødovre Mighty Bulls vs. Rungsted Seier Capital
  • Esbjerg Energy vs. SønderjyskE
  • Aalborg Pirates vs. Frederikshavn White Hawks. 

Der spilles bedst af syv kampe.