Jakob er ordblind og opfinder: Har skabt nyt afgørende hjælpemiddel
Han håber, at hjælpemidlet kan bredes ud til endnu flere lande og sprog.
Nordjyske Jakob Frederik Lykke har siden 6. klasse vidst, at han var ordblind. Dog var ingen hjælpemidler under hans uddannelse gode nok. Derfor tog han sagen i egen hånd.
Kort efter han i august 2023 blev færdiguddannet som softwareingeniør, opfandt han programmet Cliarly. Programmet skal ved hjælp af kunstig intelligens være mere effektivt til at hjælpe ordblinde med grammatikken end de foregående hjælpemidler.
- Jeg havde brug for noget der kunne hjælpe med mere, og fungere mere intelligent end de nuværende værktøjer, for at jeg skulle fungere i min hverdag som ordblind, fortæller Jakob Lykke om begrundelsen for Cliarly.
Bedre end ChatGPT
En af dem, som nyder godt af Jakob Lykkes program er Rune Didriksen, som selv er ordblind. Han bruger programmet til alt der har med grammatik at gøre i hans hverdag, og ville have en sværere dagligdag uden Cliarly.
Og så fungerer Jakob Lykkes program bare bedre end andre hjælpemidler for ordblinde.
- ChatGPT har en tendens til at ændre min formulering. Men gennem Cliarlys program bliver grammatikken helt fjong, fortæller Rune Didriksen.
Og selvom Cliarly er mindre end et år gammel er interessen allerede stor for programmet. Flere virksomheder, heriblandt Norlys, gør allerede brug af programmet, Jakob Lykke håber på, at endnu flere vil få gavn af Cliarly.
- Vi har Cliarly på dansk og engelsk lige nu. Det kan udvikles til mange flere sprog i fremtiden, så det skal helt sikkert uden for landegrænsen, fortæller en håbefuld Jakob Lykke.
I alt er der cirka 400.000 danskere, som er ordblinde.