Victor mistede otte fingre i ulykke: - Jeg har fået robotfingre
Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord
En ny form for fingerprotese gør livet nemmere for mennesker, der mangler en eller flere fingre. Den har nu hjulpet 21-årige Victor Fill.
Victor Fill læser til maskiningeniør på Aalborg Universitet, og på mange måder lever han et liv som ethvert andet ungt menneske.
Men for to år siden ramte en ulykke ham, da han i sit sabbatår arbejdede på et metalværksted.
- Jeg skulle lave nogle dele til tagrender, og under den proces får jeg hænderne ind i kantpresseren, og så mister jeg otte fingre, fortæller Victor Fill.
Efter ulykken fik han fingerproteser af en nyere proteseform i Danmark kaldet ’MCP Driver’. Det er mekaniske fingerproteser, der genskaber brugen af hånden, og som minder om at have ’rigtige' fingre.
Oprindeligt blev de udviklet til amerikanske soldater i USA og kom først til Europa i 2019.
Førhen har silikoneproteser været den primære mulighed for fingeramputerede i Danmark, men de er ikke særligt funktionelle i hverdagen. Til gengæld er de næsten usynlige i modsætning til de proteser, Victor Fill har på.
Men det gør ham ikke noget.
- Jeg har det sådan, at jeg ikke behøver gemme min skade. Jeg vil gerne have, at folk ser, at jeg har et handicap, og at jeg har en løsning til mit handicap, siger han.
Se hele indslaget med Victor Fill her:
Som et miste et familiemedlem
Efter ulykken gik der nogle måneder før, at alvoren gik op for ham. Det udløste en stressreaktion og en depression.
Benedikte Holck, der er er bandagist hos Ortos’ Klinik i Aalborg, fortæller, at det er en almindelig reaktion for mennesker, der får legemsdele amputeret.
- Når de mister en finger eller en hånd på den her måde, så er det lidt ligesom at miste et nært familiemedlem, siger hun.
Efterfølgende begyndte Victor Fill at gå til psykolog, og det hjalp ham. Han ser nu lyst på tilværelsen og de nye proteseformer, der er på vej - men han er også glad for de proteser, han har.
- Jeg har fået robotfingre, smiler han.