LIGE NU:

Jorden brænder under designtyve: Endnu en formodet tyv bag tremmer

I en større sag om indbrud i villaer er fire personer nu sigtet og varetægtsfængslet.

Retten i Aalborg varetægtsfængslede fredag en 32-årig mand, der er sigtet i en verserende og omfattende efterforskning af adskillige indbrud i Nordjylland, hvor dyre designermøbler har været byttet. Det fortæller anklager Emil Stenbygaard, der fremlagde efterforskernes side af sagen i retten.

Tirsdag i denne uge blev to mænd i 20'erne varetægtsfængslet i samme sag. Endnu en person sad i forvejen varetægtsfængslet i samme sag, og dermed er i alt fire formodede gerningsmænd nu bag lås og slå i sagen, der stadig efterforskes.

Emil Stenbygaard kan, fordi der var lukkede døre i retten, ikke fortælle om sagens detaljer, men det er tidligere kommet frem, at der er tale om en efterforskning, der kredser om en organiseret gruppering, der målrettet bryder ind i villaer med dyre designermøbler. 

Dem beslaglagde man flere af i forbindelse med den anholdelses- og ransagsningsaktion tidligere på ugen, der endte med varetægtsfængslingen af to mænd. Derudover beslaglagde man en større mængde hash - ifølge Emil Stenbygaard fem kilo - og en stort pengebeløb i kontanter.

Den 32-årige nægtede sig skyldig, nægtede at udtale sig i retten og kærede ikke varetægtsfængslingen, der løber frem til 7. juli. Her skal han, sammen med de øvrige sigtede, igen for en dommer med henblik på at få varetægtsfængslingen forlænget.