Julehjælp har rekordmange ansøgere: - Der er rigtig mange hårde skæbner bagved
1800 ansøgere. Kun 1400 juleposer. Selv om ni nordjyske frikirker deler rekordmeget julehjælp ud, så har de stadig ikke nok til alle.
- Man kan se i de beskrivelser, folk kommer med, at de er pressede økonomisk med stigende priser og forbrugsudgifter, så ja det kan vi helt klart mærke, fortæller frivillig projektleder ved Aalborg Citykirke Gurli Joensen.
Med otte dage til jul pakkede flere hundrede frivillige 1400 juleposer, og pakkede 2030 gaver ind. Det skal deles ud inden jul, til de familier, der er blevet godkendt til julehjælp.
- Der ligger nogle hjerteskærende historier bagved. Når man sidder og læser ansøgninger, så er der rigtig mange, der har mange udfordringer i forhold til sygdom og kriser på forskellig måde i deres liv, siger projektlederen og fortsætter:
- Vi er glade for, at vi kan være med til at give den her julekurv og julegave. Det kan måske give lidt håb og opmuntring i en tid, der kan være hård som familie, forklarer Gurli Joensen til TV2 Nord, da vi besøger hende i Aalborg Frikirke, hvor al julehjælpen bliver gjort klar.
Ud over at pakke gaverne ind og gøre julekurvene klar, så kører frivillige også ud med julehjælp til alle de familier, der ikke selv har mulighed for at komme og hente den.
- Det er jo altid dejligt. Særligt når man kan gøre en forskel for folk, der måske ikke har så meget at gøre med, så det er derfor vi gør det, siger frivillig hjælper Sergej Pedersen, inden han kører til Nørresundby med bilen fyldt op med julehjælp.
Juleposerne indeholder blandt andet julemad, godter, sodavand og kaffe.
I Nordjylland er der flere organisationer, som uddeler julehjælp. For eksempel Røde Kors, der uddeler 700 poser med julehjælp. Hos Blå Kors melder de, at ansøgninger om julehjælp på landsplan er steget med 52 procent i forhold til sidste år.