Julehjælp i stride strømme
Aalborg Citykirke uddelte 700 julekurve med mad og gaver.
1.100 havde søgt om julehjælp. 700 fik ja.
Flæskesteg, grødris og pepernødder. Der mangler ikke noget i årets julekurv fra Aalborg Citykirke. Søndag blev kurven uddelt for 7. gang. I år blev 700 familier godkendt til en julekurv.
- Vi kan bare mærke, at der er flere og flere, der kender det, og nye kommer til. Det tyder på, at der er rigtig mange, der har et behov. Vi synes det er gået hurtigt med at få ansøgninger til de 700 kurve, siger Præst ved Aalborg Citykirke Dan Sørensen Jacobi til TV2 Nord.
1100 havde søgt om at få en julekurv, men Aalborg Citykirke kunne kun opfylde ønsket for de 700. Kirken havde forinden kigget alle ansøgningerne igennem og fundet de mest værdigt trængende.
- Det vælter ind med taknemmelige personers hilsner, som siger tak, fordi vi er med til at forsøde deres juletid, fortæller Dan Sørensen Jacobi.
En af dem, der fik sit ønske opfyldt var Anja Otte fra Hals. Hun er enlig mor til to og julekurven redder den kommende højtid.
- Det betyder alverden. Det gør at jeg kan slappe lidt mere af i julen og tænke, at det hele det skal nok gå. Da vi fik godkendelsen, der stod jeg med tåre i øjnene og tænkte yes, siger Anja Otte til TV2 Nord.
Ud over julekurven med mad, så ver der også gaver til børnene, hos de familier, der havde brug for det.