Kæmpe Aalborg-virksomhed solgt til sydkoreansk selskab
Bladt Industries, der har hovedsæde i Aalborg, er netop blevet solgt.
Bladt Industries, der har hovedsæde i Aalborg, er blevet opkøbt af det koreanske selskab CS Wind.
CS Wind, der er verdens største producent af vindmølletårne, har netop opkøbt den nordjyske virksomhed, Bladt Industries.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Bladt Industries, der med sine 438 ansatte har hovedsæde i Aalborg, specialiserer sig i at fremstille stålkonstruktioner primært til vindenergisektoren.
- Vi har gennemgået en imponerende forandring over de seneste år for bedre at kunne levere i henhold til det globale behov for udbygning af offshore vindfarmkapaciteten og dermed kunne blive en ledende leverandør på området, lyder det fra Michael Glavind, der er administrerende direktør i Bladt Industries.
- Med CS WIND som vores nye ejere har vi et styrket udgangspunkt for den videre rejse. Det vil være til stor gavn for os og dermed også for vores kunder fremover at have en ejer, der både kender og forstår markedet for havvind, og forstår den kompleksitet der er en del af at have med store stålkonstruktioner at gøre, fortsætter han.
Om salget af virksomheden får betydning for hovedsædet i Aalborg er endnu for tidligt at udtale sig om, lyder det i en kommentar til TV2 Nord.